Æresdivisionen -Dansk Ajax-back: Jeg spiller bare ikke nok
2019-03-24 07:30:01
Foto: Getty Images

Dansk Ajax-back: Jeg spiller bare ikke nok

Rasmus Nissen får ikke nok spilletid i Ajax, mener han, og hvis situationen ikke ændrer sig, er han klar til at se på andre muligheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rasmus Nissen drog i januar sidste år til Ajax efter et par gode sæsoner hos FC Midtjylland, men den 21-årige højreback har ikke opnået den succes, han havde håbet på.

I denne sæson har han været klar reserve for Noussair Mazraoui, som er stensikker fast mand på den unge danskers position. Og det er en situation, som Nissen både respekterer og afskyr.

- Situationen er ikke så svær at aflæse - jeg spiller ikke nok. Jeg spiller på et sindssygt godt hold, som vinder og vinder, og sådan er det nogle gange i fodbold. Det er jeg desværre havnet i, siger Nissen til bold.dk.

- Jeg arbejder hver dag hårdt for at ændre på positionen, men det er svært, når de andre på min position spiller på så højt et niveau.

- Det er selvfølgelig ikke fedt. Alle fodboldspillere vil spille - sådan er det. Jeg suger alt det til mig, jeg kan, og jeg arbejder på de ting, jeg kan gøre noget ved - jeg kan ikke gøre så meget andet, siger Nissen.

Da Rasmus Nissen for lidt over et år siden kom til Ajax, var han udset som efterfølgeren til anfører Joel Veltman, som Ajax havde planer om at sælge.

Men så blev Veltman alvorligt skadet, og han er derfor stadig i klubben. Veltmans alvorlige skade lignede dog alligevel Nissens chance, men han blev overhalet indenom af Noussair Mazraoui, som altså nu er førstevalg på pladsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Veltman, som har en stor stjerne i Ajax, er tilbage fra skade, og nu er de altså tre spillere om pladsen som højre back.

- Mazraoui er førstevalg, og det er der ingen tvivl om, siger Nissen.

- I forhold til Veltman og mig handler det om, hvilken type vi har brug for. Jeg er lidt mere offensiv, og han er lidt mere defensiv. 

- Men det er selvfølgelig ikke en tilfredsstillende situation. Det ændrer bare ikke på, at jeg ikke kan gøre andet end at blive ved med at arbejde hårdt og forsøge at overbevise træneren om, at jeg skal spille, siger Nissen, som er klar til at se andre veje.

- Hvis der ikke bliver rykket på situationen, må jeg begynde at se mig om efter noget andet, men det er jeg ikke begyndt at tænke på endnu. Vi går ind i en sindssygt spændende tid med Ajax, så der er ingen grund til, at jeg skal løbe og tænke på alt muligt andet, siger Nissen.

Den unge dansker har spillet i syv af 26 kampe i Ajax i denne sæson. Han har fået et enkelt indhop i Champions League.

nicolai@bold.dk


Foto: Getty Images

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce
annonce
annonce
0