Siden 1. december 2022 har Michael Eriksen rejst de skandinaviske lande tynde. Med én ting for øje.
Som scout for Ajax med hovedansvar for at spotte de største talenter i Norden har han set en mængde fodboldkampe som aldrig før, skrevet tonsvis af rapporter og udpeget spillere, han mente kunne gøre sig gældende i den hollandske storklub.
Om lidt er det dog et overstået kapitel, for Michael Eriksen har opsagt sit job.
Den tidligere fodboldagent forlod agentverdenen i slutningen af 2022 for at begive sig ind i en anden del af fodboldbranchen, men det har også været i en Ajax-tid med stor udskiftning på ledelsesgangene, og så løb klubben ind i en sportslig deroute undervejs i indeværende sæson.
- Jeg ser tilbage på min tid i Ajax med enorm stolthed, og det er et skridt, jeg er glad for, jeg tog for snart halvlandet år siden. Jeg har mødt rigtig mange fantastiske mennesker og været på så mange gode rejser. Ikke kun i Norden, men også i Spanien og Portugal, hvor jeg så de nordiske fodboldhold an på deres træningslejre.
- Når det så er sagt, har det jo også været en klub, der har været præget af en del uro, og det har været svært at gøre de ting, jeg holder rigtig meget af, fortæller Michael Eriksen til Bold om beslutningen.
- Det er ingen hemmelighed, at tiden har været turbulent de seneste år. Udskiftningen har været stor, og man har måttet arbejde meget alene. Her er jeg nok bare mere en holdspiller, og fraværet af det har været lidt drænende. Det gør mig også stolt, at tilbagemeldingerne på min beslutning har været positive.
Hvad fremtiden bringer er fortsat uvis, men han ved, hvad han vil.
- Jeg søger et sted, hvor man arbejder tættere sammen, og hvor samarbejde er altafgørende for, at man lykkes. Det betyder meget for mig at være på en fælles sti.
- Om det er inden for scoutingverdenen, i agentverdenen eller i en klub, er sådan set underordnet. Jeg har blod på tanden, og jeg er slet ikke færdig med fodbolden.

Foto: Daniele Mascolo/Reuters/Ritzau Scanpix
Anbefalede Bisseck og Larsson
Michael Eriksen har set mange fodboldspillere an som Ajax-ansat.
I Sverige, Danmark og Norge. Kort inde i sin ansættelse var han hurtig til at anbefale hollænderne at hente den daværende AGF-stopper Yann Aurel Bisseck, der i stedet blev solgt for et stort millionbeløb til Inter. Derudover pegede han på svenske Hugo Larsson, der i dag tørner ud for Frankfurt
- Det er da to spillere, jeg tænker, at de er kede af, de ikke tog, men sådan skulle det ikke være på det tidspunkt, siger han med et smil.
Michael Eriksen har sidste arbejdsdag i Ajax 30. juni.

Ajax
Æresdivisionen




































