Anton Gaaei er i en forrygende form.
Før landsholdssamlingen var han med til at redde Ajax, da Amsterdam-klubben slog FC Gronningen med 3-1.
Ajax kom i front, efter at Gaaei og Wout Weghorst blev indskiftet i det 84. minut.
Syv minutter senere leverede den danske back et indlæg i verdensklasse, da han på bedste David Beckham-manér sendte bolden ind i panden på Weghorst.
Og så var Ajax på sejrskurs.
Efterfølgende fik Gaaei kæmpe ros på de sociale medier, hvor Ajax-holdkammeraterne nærmest stod i kø for at hylde ham.
Steven Berghuis skrev blandt andet, at Gaaei var Danmarks svar på David Beckham, men det tager backen med et smil.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Selvfølgelig er det dejligt med ros, men så er jeg allerede også videre til næste kamp. Jeg har selvfølgelig set de positive kommentarer, og det gør mig glad.
- Men jeg vil næsten sige, at jeg i gåseøjne bedre kan lide de negative kommentarer forstået på den måde, at det giver mig et drive.
- Men jeg er da glad for de flotte ord, siger Anton Gaaei til Bold.
Lavede en aftale på bænken
Det var Wout Weghorst, som headede bolden i mål og blev hyldet af alle Ajax-fansene.
Men den hollandske angriber skiftede hurtigt fokus, da han så Gaaei.
Weghorst valgte at droppe sin jubel for i stedet at pege på Gaaei og løbe over til danskeren, og det var U21-landsholdsspilleren glad for.
- Det var superfedt. Det er også det, jeg længtes efter. Jeg vil gerne bidrage inde på banen til, at vi kan vinde kampe.
Gaaei tilføjer desuden, at han havde fortalt Weghorst, hvad der skulle ske i de hektiske slutminutter.
- Vi sad og snakkede sammen ude på bænken, hvor jeg fortalte ham, at hvis vi kom ind, skulle han være klar inde i boksen. Jeg skulle nok putte den ind til ham.
- Jeg havde først et indlæg, som fløj over til den anden wingback, men ved det næste indlæg fik jeg et supergodt træf på den. Jeg fik lagt den derind, hvor den skulle være.

Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix
Man skulle næsten tro, at det var taget direkte fra træningsbanen, da Gaaeis perfekte indlæg lå lige i panden på Weghorst.
Danskeren indrømmer da også, at de to har øvet sig sammen.
- Vi snakker også fint til træning, hvor vi har øvet det et par gange sammen efter træning. Vi snakker helt generelt godt sammen også uden for banen, så det er fedt, at vi fik det ud på banen.
Vil gøre som Weghorst
Anton Gaaei er i gang med sin anden sæson i Ajax, hvor Wout Weghorst først lige er kommet til.
Den hollandske bomber er vendt retur til hjemlandet efter mange år i udlandet.
Gaaei glæder sig også over tilgangen af Weghorst, som har imponeret ham på og uden for banen.
- Han er en super god fyr og meget ydmyg, selv om han er en stor spiller og har haft en god karriere.
- Det er måske ikke alle, som kender mig nu. Men jeg håber, at jeg en dag bliver en ligeså stor spiller som ham.
Gaaei var derfor også glad for den store ros, som han fik af Weghorst efterfølgende.
- Det var bare dejligt at få den bekræftelse i, at jeg er god nok. Jeg ved det også godt selv, men det var vigtigt for mig at vise det på banen.
21-årige Anton Gaaei har kontrakt med Ajax frem til sommeren 2028.

Ajax
Æresdivisionen



































