Fodboldekspert Kenneth Perez var ude med en temmelig markant kritik af Ajax-danskeren Anton Gaaei i kølvandet på søndagens kamp mod Feyenoord.
Her var Gaaei impliceret i to mål, og i det hollandske ESPN-studie efter kampen stillede Kenneth Perez spørgsmålstegn ved, om backen er klar til det niveau.
Kenneth Perez sagde:
- Man er nødt til at se på det på denne måde: Den knægt kommer fra Viborg, en lille, lille klub i Danmark. Den knægt ved ikke, hvad der vil ske.
- Han har aldrig hørt, hvordan det er hernede, og hvad formålet med at spille fodbold her er. Trods alle disse nye ting og nye indtryk… Der er alt, alt for meget.
bold.dk har foreholdt kritikken for Anton Gaaei, og han er langt fra enig i Perez' betragtninger.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er jeg da træt af at høre, siger Anton Gaaei, da bold.dk læser Perez' udtalelser op.
- Ajax har købt ind på alle mine stats og præstationer fra Viborg. Jeg havde nogle gode snakke med Sven (Mislintat, red.), som så ikke er her mere, men der er en god plan for mig, og det er jo ikke for sjov, at jeg starter inde i to store kampe. Det viser, at de tror på mig.
- Jeg synes helt bestemt, at jeg er god nok til det her. Jeg skal vise mine kvaliteter, og jeg tror, det handler meget om selvtillid. Jeg skal tro mere på mig selv, men jeg er helt bestemt god nok.
- Så jeg er ikke enig i hans udtalelser, men det er jo kun fint, at vi ikke alle er ens, siger Anton Gaaei.
Har talt med dansk scout
Kenneth Perez har over for B.T. uddybet sin kritik af Anton Gaaei.
Her siger han blandt andet, at 20-årige Gaaeis chancer for succes på den korte bane er nærmest lig nul, og at den danske Ajax-scout Michael Eriksen er blevet 'overruled' af den tekniske direktør Sven Mislintat i købet af Gaaei.
- Det er jo ærgerligt for en scout i Danmark at blive overruled. Måske særligt også på en spiller, som scouten har tænkt ikke har niveau til Ajax, men som så alligevel kommer til klubben og falder igennem, siger Kenneth Perez til B.T.
Den kritik køber Anton Gaaei heller ikke.
- Det er hårdt at sige, at jeg allerede er faldet igennem. Det er jeg ikke enig i, siger Anton Gaaei til bold.dk.
- Der er hele tiden nye kampe, og i starten af min Viborg-tid var jeg heller ikke særlig selvtillidsfuld. Pludselig gik det stærkt for mig.
- Og så ved jeg godt, at det ikke er samme niveau hernede, men til gengæld spiller man så også med bedre spillere her, og selvfølgelig er der noget tilvænning i det også.
- Forresten har jeg også talt med Michael Eriksen, og han har ikke sagt det dér. Så det ved jeg ikke, hvor han får fra, siger Gaaei.
Den tidligere Viborg-spiller lader sig ikke slå ud af Kenneth Perez' kritik.
- Jeg tror 100 procent på, jeg nok skal slå igennem her, og det tror klubben og mine holdkammerater også. Det er det vigtigste for mig, siger Gaaei.
Anton Gaaei har skrevet kontrakt med Ajax til 2028. Han har indtil videre spillet fire kampe - selvom Feyenoord-opgøret først færdigspilles onsdag.

Ajax
Æresdivisionen



































