Den uldne sag om Sven Mislintat vokser.
Ajax fyrede i sidste uge den klubbens tekniske direktør efter en undersøgelse om en mulig interessekonflikt i en transfer, og det er tilsyneladende kun toppen af isbjerget.
Sagens omdrejningspunkt er Ajax' køb af forsvarsspilleren Borna Sosa fra Mislintats tidligere klub Stuttgart.
Sosa er repræsenteret af agentfirmaet AKA Global, som tilsyneladende ejer en aktieandel i et selskab, som Mislintat er majoritetsaktionær i, nemlig Matchmetrics GmbH.
Ajax har sat gang i en større undersøgelse af Mislintat, og det samme har VEB - Hollands investorforbund.
Ifølge direktøren for VEB, Gerben Everts, tyder meget på, at Mislintat har flere sager i bagagen, hvor der kan have været en interessekonflikt.
Artiklen fortsætter efter billedet

Mislintat har angiveligt bedt mere end 12 nye spillere om at skifte agent til Arthur Beck, som i juni købte sig ind i Mislintats selskab, Matchmetrics.
Den finte er ikke lovlig, når man arbejder i en børsnoteret klub.
- Sosas transfer ser ud til bare at være toppen af isbjerget, siger Gerben Everts til NOS.
- Der er indikationer på, at der er mere at komme efter. Det ser ud til, at der er beskeder til spillere, som lige før deres drømmetransfer får at vide, at de skal skifte agent til Arthur Beck, ellers bliver transferen ikke til noget.
- Det er muligvis udbredt i fodbold, men det er ikke lovligt som børsnoteret virksomhed.
50-årige Mislintat kom til Ajax i maj. Tidligere har han været sportsdirektør i Stuttgart og Head of Scouting i Arsenal og Dortmund.

Ajax
Æresdivisionen



































