Al Fateh FC -Rinne har mangedoblet AaB-løn i Saudi-Arabien: Er det mit ansvar?
2023-06-01 16:30:00
Foto: Al-Fateh

Rinne har mangedoblet AaB-løn i Saudi-Arabien: Er det mit ansvar?

I et interview med bold.dk fortæller Jacob Rinne om skiftet fra AaB til Al-Fateh, de etiske overvejelser i det og en helt anden virkelighed i Saudi-Arabien.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

På mange måder er der langt fra Aalborg til Saudi-Arabien.

Det skifte foretog Jacob Rinne for snart et år siden, hvor den svenske målmand vinkede farvel efter fem år i AaB og skrev kontrakt med Al-Fateh.

Saudi-Arabien er ikke ligefrem kendt for at overholde menneskerettighederne til punkt og prikke, og Rinne havde da også sine overvejelser.

Det fortæller den 29-årige svensker om i et interview med bold.dk.

- Jeg er hverken dum eller naiv, så jeg vidste, at der ville være folk, der har en mening om, at jeg tog herned, for det er kontroversielt og alt det. Det havde jeg forventet, men jeg er overrasket over, at der har været så lidt af det. 

- Der har kun været en enkelt kommentar engang imellem på sociale medier, men slet ikke som jeg troede, fortæller Rinne.

Hvem har det ansvar?
VM i Qatar skabte som bekendt en kæmpe politisk debat, og Kasper Hjulmand udtrykte inden slutrunden undren over, at der var så meget fokus på landsholdet, når der ikke på samme måde er fokus på eksempelvis alle de danske virksomheder, der laver forretninger i Saudi-Arabien.

Jacob Rinne er på linje med den danske landstræner.

- Hvorfor skal jeg som en individuel sportsmand tage det ansvar på vegne af hele samfundet? Skal jeg sige nej til den mulighed, der kan sikre min fremtid rent økonomisk, for at please andre mennesker?

- Den svenske stat har jo et samarbejde med Saudi-Arabien og handler med Saudi-Arabien, så hvis ansvar er det egentlig? Hvis det er så kæmpestort et problem, hvorfor tager dem, der bestemmer i Sverige, så ikke det ansvar, spørger Rinne.

Men har du ikke nogen form for dårlig samvittighed eller etiske kvaler over at repræsentere en klub i Saudi-Arabien?

- Faktisk ikke. Jeg er her for at spille fodbold, og jeg tror, der er mange, der ville gøre det samme i min situation. Det er så let at have en mening, når man heller ikke skal tage stilling til noget.

- Hvis du siger, at jeg ikke skulle have gjort det, hvad siger du så, hvis jeg kom og sagde: 'Du skal gøre lige præcis det samme, som du gør nu, men du får ti gange mere i løn og kan sikre dig økonomisk for resten af livet'. 

- Så tror jeg ikke, at du siger nej til det, som du bare gjorde, hvis du ikke havde den mulighed. Selvfølgelig er der dem, der fastholder deres mening, men jeg tror, de fleste ville tænke sig om en ekstra gang, siger Rinne.

Både fra venner og holdkammerater oplevede han udelukkende forståelse.

- Da jeg var i AaB og fik det her tilbud, sagde de andre bare: ‘Det er jo super fedt, og det skal du da bare gøre. Kan du ikke tage mig med?’, fortæller Rinne med et smil.

Primært grundet pengene
Når Jacob Rinne fortæller om valget af Al-Fateh, lægger han ikke skjul på, hvad den helt store faktor var.

Han mangedoblede med skiftet sin AaB-løn og tjener nu syv-otte gange så meget som i Aalborg.

- Selvfølgelig vil jeg vinde pokaler og alt det der, men der er også et liv efter karrieren, og nu fik jeg muligheden for at tjene nogle ekstra penge. 

- Der er jo ikke nogen af de ligaer, jeg kunne have spillet i, som kan sammenlignes med den løn, jeg får her. Jeg står ikke og siger, at jeg valgte Saudi-Arabien for at blive en sindssygt god målmand. Jeg gjorde det jo mest for at tjene nogle flere penge, og sådan er det jo.

- Hvis man skal op på de lønninger, skal man i hvert fald spille i en top fem-liga, vurderer Rinne.

Flashback til sjette klasse i skolegården
Udover AaB har Jacob Rinne tidligere været i belgiske Gent og svenske Örebro, og fodbolden i Saudi-Arabien er noget anderledes, i forhold til hvad han har prøvet tidligere.

- Man får lidt flashback til, da man gik i sjette klasse og skulle spille fodbold i skolegården. Man smider en bold ud i midten, og så spiller vi ti mod ti. Det er bare fuld smæk på angrebet, for ingen kan lide at forsvare. Hvis kampen ender 16-15, er det superfedt. Det kører bare.

- Vores træner er fra Grækenland, og han prøver at få lidt taktisk med i træningen, og det går som regel godt i fem eller ti minutter, og så kører det bare igen, siger Rinne.

Han oplever stor kvalitetsforskel, så de bedste holder et højt niveau, men bundniveauet er også sløjt.

- Hvis du kigger på det saudiske landshold, som faktisk er rigtig godt, hvilket man også kunne se ved VM, så spiller de jo i de store klubber i ligaen. På de andre hold er kvaliteten ikke lige så høj.

Udlændingene hæver kvaliteten en del, men i øjeblikket må klubberne højst have otte udlændinge i truppen og syv i kamptruppen.

Argh, Ronaldo…
En af de andre udlændinge i den saudiske liga er ingen ringere end Cristiano Ronaldo, der spiller for Al-Nassr.

Rinne forventede ikke nødvendigvis at komme til at spille imod så stor en stjerne. 

- Det havde jeg nok ikke regnet med, men det er jo bare fedt. Det viser vel også, at den saudiske liga er på vej frem. Ronaldo er her, og man læser om Messi, Benzema og det hele.

Ronaldo udtalte for nylig, at ligaen i Saudi-Arabien kan blive blandt verdens fem bedste, men ifølge Jacob Rinne sker det næppe lige foreløbig.

- Der skal nok gå en del år, før det kan ske. Der er stadig en del omkring professionalismen i fodbold, og du kan ikke løse alt med penge. 

- Nogle ting skal ændres helt nede på akademiniveau, og det prøver de ved at ansætte udenlandske akademichefer, som forsøger at få en mere vestlig mentalitet og seriøsitet omkring det, siger Rinne til bold.dk.

Jacob Rinne følger stadig AaB tæt, hvilket du kan læse mere om senere på ugen.

Annonce

49 kommentarer

Se kommentarer
Annonce