Menneskerettigheder har trange kår i Saudi-Arabien, hvor homoseksualitet kan medføre dødsstraf, og kvinder langt fra har samme rettigheder som mænd.
Denne sommer har Saudi-Arabien hentet et hav af fodboldspillere fra Europa, hvilket flere menneskerettighedsorganisationer kalder for sportswashing.
Yannick Carrasco er én af de spillere, der er taget til Al-Shabab fra Atletico Madrid, og torsdag blev han spurgt ind til de etiske overvejelser ved skiftet.
Den 30-årige offensivspiller afviser meget klart kritikken af menneskerettigheder i Saudi-Arabien.
- Cristiano bor der med sin kone og har et normalt liv der. Neymar, Benzema og jeg selv bor der. Jeg har set, hvordan kvinder bor der, og hvordan folk lever deres liv. Helt ærligt er det et smukt land, siger Carrasco ifølge AP.
- Det er svært at dømme, når man kun hører, hvad folk siger om det. Man skal selv opleve det.
Carrasco blev også spurgt, om han valgte Saudi-Arabien for pengenes skyld, hvortil han svarede:
- Det er en profession. Når man får en mulighed, tænker man lidt over det. Jeg vil gerne have sikkerhed og kiggede på de muligheder, jeg havde. Jeg er på vej mod slutningen af min karriere, siger Carrasco.
Yannick Carrasco har skrevet kontrakt til sommeren 2027 med Al-Shabab.



Al Shabab




































