Miroslav Klose blev hurtigt erstattet hos SCR Altach.
Mandag blev den legendariske tysker nemlig fyret, og tirsdag har den østrigske klub så fundet afløseren i form af Klaus Schmidt på en kontrakt for resten af sæsonen.
Det har skabt glæde hos direktør Christoph Längle, som sætter ord på aftalen på klubbens hjemmeside.
- Klaus Schmidt har allerede flere gange bevist, at han er en absolut ekspert i lignende situationer. Han kender ligaen og de udfordringer, der vil komme på os i de kommende uger.
- Klaus gav os fra første øjeblik den 100 % overbevisning om, at vi kan nå vores mål om at blive oppe i ligaen sammen med dette hold.
Artiklen fortsætter efter billedet

55-årige Klaus Schmidt har tidligere haft ansvaret i klubber som Admira Wacker, Austria Salzburg og faktisk SCR Altach.
Tilbage i perioden fra 2017 til 2018 var han nemlig at finde i klubben.
Klaus Schmidt skal forsøge at føre Altach til overlevelse, da de på nuværende tidspunkt er placeret sidst i den østrigske Bundesliga.
På holdet får han blandt andet ansvaret for danske Andreas Jungdal, som er lejet hos AC Milan.