Med Brian Riemer ude af vagten er der ét spørgsmål, der fylder mere end alle andre i de belgiske fodboldmedier.
Hvem skal være den næste Anderlecht-træner?
Flere af de største medier i det pommes frites-glade land bringer et navn i spil, som i særdeleshed er velkendt herhjemme i Danmark.
Kasper Hjulmand.
De har dog hverken lige meget tiltro eller begejstring over for idéen.
Den store avis Het Nieuwsblad kalder den tidligere danske landstræner for den 'logiske kandidat'. De mener at vide, at han sammen med den tidligere Bochum-træner Thomas Letsch er på listen over mulige Riemer-afløsere.
Artiklen fortsætter efter billedet

- En logisk kandidat er Kasper Hjulmand. Indtil for nylig var han dansk landstræner, men er nu fri. Hjulmand var tæt på Anderlecht for nogle år siden på grund af sine attraktive fodboldidéer, men det faldt dengang igennem.
- Nu ser det ud til at være muligt, fordi Jesper Fredberg kender ham godt. En ulempe er, at han er dansker. Det kan forhindre ham i at blive ansat, skriver avisens fodboldredaktør i en klumme.
Også mediet Het Laatste Nieuws spekulerer i, om Hjulmand kan være den næste cheftræner i Bruxelles-klubben.
- For nogle år siden var Anderlecht i dialog med Kasper Hjulmand, men det lykkedes ikke. Han er efter min mening en seriøs kandidat. Især når man ser, hvad han præsterede med Danmarks landshold, og hvordan de spillede attraktiv fodbold, skriver en af avisens redaktører Valerie Hardie.
I den modsatte lejr er journalist Yves Taildeman, der arbejder på mediet DH.
Han spår, at Anderlecht ikke kommer til at ansætte Kasper Hjulmand.
- Jesper Fredberg vil ikke længere have carte blanche til at finde Brian Riemers efterfølger, men han ville alligevel ikke have udnævnt Kasper Hjulmand, skriver han.
Hvem der ender med at lande Anderlecht-jobbet, må tiden vise. For nuværende er David Hubert, der er ungdomstræner i Anderlecht, udnævnt som midlertidig cheftræner for klubben.

Anderlecht
Jupiler Pro League




































