Arsenal vil forlænge med Reiss Nelson, der har kontraktudløb til sommer.
Det beretter Daily Mail.
Avisen mener at vide, at The Gunners langt om længe har indledt dialogen om en ny kontrakt med den 23-årige englænder, efter offensivspilleren leverede et vigtigt indhop i lørdagens vilde 3-2-sejr over Bournemouth.
Her spillede Nelson en hovedrolle i Arsenals sejr, da han først lagde op til Ben Whites 2-2-mål, inden han dybt inde i overtiden scorede holdets sejrsmål.
Ifølge Daily Mail vil det kræve en del overtalelse fra Arsenal, hvis Nelson skal lokkes til at skrive under på en ny kontrakt.
Den unge offensivspiller har nemlig ikke fået mange chancer under Mikel Arteta, der på nuværende tidspunkt har offensive kort som Gabriel Jesus, Eddie Nketiah, Martin Ødegaard, Gabriel Martinelli, Leandro Trossard og Bukayo Saka foran Nelson i køen til spilletid.
I indeværende sæson er det for Reiss Nelsons vedkommende kun blevet til otte kampe i Arsenal-trøjen.