Med sine blot 16 år har danske Chido Obi-Martin løbet rundt med Martin Ødegaard, Declan Rice og resten af Arsenal-truppen.
Danskeren, der har bombet mål ind på samlebånd på Arsenals ungdomshold, trænede med førsteholdstruppen i mandags forud for det store Champions League-brag tirsdag.
Det er ikke kun de danske medier, hvor der bliver lagt mærke til det. Det gør der også i de engelske.
I Arsenal er det ikke overraskende, at ungdomsspillere kommer op og træner med, men at Chido nu får lov til at træne med under Mikel Arteta fortæller en del.
Det siger Simon Collings, der er journalist for Evening Standard og følger Arsenal tæt, i et interview til Bold.
- Det viser, hvor meget Arsenal tror på ham. Der er flere og flere, der får lov til at komme og få en fornemmelse af, hvordan miljøet er på førsteholdet.
- Klubben gør det også for at fortælle spillerne, at de har store tanker om dem.
- I Chidos tilfælde ved jeg, at han har haft interesse fra mange klubber rundt i Europa, hvilket er klart med tanke på hans mange mål på akademiet, og derfor er det vigtigt for klubben at vise ham, at de tror på ham.
- Han er kun 16 år og spiller med på U18-holdet, og som jeg forstår det, skal han fast op i U18-truppen i næste sæson og træne mere med på førsteholdet, fortæller Collings.
Får snart en professionel kontrakt
I England kan ungdomsspillere først underskrive en professionel kontrakt som 17-årig, og derfor kan europæiske klubber egentlig hente Chido uden at bruge mange penge.
Collings forklarer, at Arsenal gerne vil holde på danskeren for ikke at miste ham for ingenting.
Derfor er en professionel kontrakt nærmest en realitet om under et år, vurderer han.
- Jeg er ret sikker på, at han får en professionel kontrakt. Jeg vil blive meget overrasket over, hvis han ikke får den.
- Dermed er det ikke sikkert, at han kommer til at blive en stor profil for Arsenal, men så vil han kunne blive sendt videre til en anden klub, så Arsenal kan tjene noget på ham.
At Chido Obi-Martin nu træner med førsteholdet, er det ikke ensbetydende med, at en debut er tæt på.
Det kan dog blive i næste sæson, mener Simon Collings.
- Det bedste bud er, at han får den i næste sæson (sin debut, red.) i en cupkamp som eksempelvis Carabao Cup.
- Her giver klubberne ofte unge spillere chancen, så det kunne sagtens være, at han fik den der, vurderer den engelske journalist.
Chido Obi-Martin har i denne sæson scoret 15 mål i 19 kampe for U18-holdet i Arsenal.
På det danske U17-landshold er det blevet til ti mål i 14 kampe, og han har store drømme for sin landsholdskarriere.
Det kan du læse mere om her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Arsenal
Premier League































