2. division -B.93-back er færdig efter oprykning: Har niveau til 1. div.
2023-06-19 14:22:33
Foto: Christian Midtgaard

B.93-back er færdig efter oprykning: Har niveau til 1. div.

Simon Schultz Christensen fortæller til bold.dk, at han har valgt at forlade B.93. Han er ærgerlig over, at det slutter nu, men backen mener, at han niveaumæssigt kan være med i NordicBet Ligaen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Alt gik op i en højere enhed for B.93 i weekenden, da klubben sikrede sig oprykning til NordicBet Ligaen efter 1-1 mod Thisted FC på Østerbro Stadion. 

Eventyret i NordicBet Ligaen bliver dog uden backen Simon Schultz Christensen. 

Backen siger nemlig til bold.dk, at han forlader klubben.

- Det har været lidt et rodet halvår for mig. Jeg har ikke fået så meget spilletid, og det har været svært at sætte sig på den plads igen. 

- Vi er blevet enige om, at det nok er bedst for mig at finde et sted, hvor jeg kan få fast spilletid og få spilleglæden igen, siger Simon Schultz Christensen til bold.dk. 

Schultz ærgrer sig over, at han ikke længere skal være en del af Østerbro-klubben.

- Jeg synes, at det er lidt ærgerligt, for jeg synes, at jeg har været lidt med til at få dem op i 1. division. 

- Jeg var en god del af det i den første halvdel. Det er en fed klub, men gamet er sådan, og jeg er også klar på at prøve noget andet. 

Holder mulighederne åbne
Den nu tidligere B.93-spiller mener, at han vil kunne gøre sig gældende i NordicBet Ligaen.

- Jeg synes, at mit niveau er til minimum toppen af 2. division, men jeg synes også, at mit niveau ligger til, at jeg kan spille i 1. division, siger han og tilføjer. 

- Jeg holder mulighederne åbne, og jeg vil gerne se, hvad der kan komme. Jeg er 25 år, så jeg har nogle gode år tilbage, hvor jeg kan give den gas. 

Den tidligere Nykøbing FC-spiller er ikke bleg for at tage et smut til udlandet, hvis muligheden byder sig.

- Der er mange rækker i udlandet. Det er ikke noget, som jeg har prøvet før. Det kunne være sjovt at teste det af, siger Simon Schultz Christensen til bold.dk. 

25-årige Christensen skiftede fra Nykøbing FC til B.93 i sommeren 2021.

Han står noteret for 16 kampe i 2. division for B.93 i denne sæson, men han har kun fået korte indhop i oprykningsspillet. 

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce