Der trækker mørke skyer op over B.93
Østerbro-klubben ligger aktuelt under nedrykningsstregen i Betinia Ligaen, hvor de med fire runder tilbage har fire point op til Hobro IK på den rette side af stregen.
Bold har talt med bestyrelsesformand i klubben, Lars Lüthjohan, der sætter ord på forårssæsonen, hvor B.93 tæt på at kvalificere sig til oprykningsspillet, men nu i stedet kæmper for livet i landets næstbedste række.
- Vi ville gerne have haft nogle flere point, end dem vi har lige nu. Det er der ikke nogen tvivl om. Overordnet set kan man sige, at det resultatmæssigt har været et vanskeligt forår.
- Vi spiller en kamp om at komme med i top-6. Den taber vi så, og derefter løber vi ind i nogle nederlag.
- HB Køge bliver ved med at vinde, og så er der pludselig vendt op og ned på det hele. Det vidner bare om meget kompetitiv turnering, og man skal ikke tage foden særlig meget fra speederen, så kan det gå den anden vej, fortæller B.93-bossen.
Det var 0-3-nederlaget til Kolding tilbage i marts, der gjorde, at B.93 ikke kom med i oprykningsspillet.
Spørgsmålet er, om det har sat sig i klubben.
Det vil Lars Lüthjohan ikke afvise.
- Det kan man aldrig helt udelukke. For det første havde vi mange point ned, og så føler man sig måske lidt mere safe, end man er, og så er der nogle andre, der skal jagte.
- Så har man måske ubevidst mistet fem procent og mere skal der ikke til i den her række.
Udtrykket er det vigtigste
Indtil videre er det blot blevet til en enkelt sejr for B.93 ud af seks mulige i nedrykningsspillet.
Selv om det aktuelt ser svært ud, og den resultatmæssige formkurve peger i den gale retning, så er troen intakt.
- Vi er tilfredse med den måde, vi spiller fodbold på, vi er tilfredse med spillernes indsats, og vi tror naturligvis stadigvæk på det.
- Det handler om mod og vilje og om ikke at ryste på hånden de sidste fire kampe. Der er ikke så meget andet at sige, siger Lars Lüthjohan.
I weekenden led B.93 et tungt nederlag til HB Køge, hvor Østerbro-klubben ellers var foran 2-0.
Selv om det er en hård en at sluge, så handler det om indsatsen, mener bestyrelsesformanden.
- I relation til at håndtere det, kigger vi på, hvordan vi spiller. Er indsatsen der? Det synes vi, at den har været, og nogle gange går det bare ikke din vej i fodbold.
B.93 har fortsat hjemmebane i Sundby Idrætspark.
Det har derfor været svært at skabe den samme opbakning til klubbens hjemmekampe, og det har også været et problem.
- Det er klart, at det er en kæmpe ulempe for os, at vi aldrig spiller på hjemmebane. Det kan der ikke være nogen tvivl om, men sådan er det. Det er de omstændigheder, vi har.
- Vi vil tilbage på Østerbro Stadion, og vi håber, at kommunen forstår, hvor meget det betyder. Jeg vil da ikke udelukke, at vi havde haft fem-seks point mere, hvis vi havde spillet på Østerbro Stadion. Men vi er snart tilbage, og det glæder vi os til.
Cheftræneren er fredet
På fredag skal B.93 en tur til Hobro, hvor der helst skal tre point på kontoen, hvis håbet om overlevelses skal holdes intakt.
Skulle det ende med et nederlag og en nedrykning, når der er spillet 32 runder, så er der alligevel styr på økonomien i klubben.
- Det vil ikke betyde så meget på det overordnede plan for vi er økonomisk struktureret således, at vi godt kan håndtere det, selvom der selvfølgelig kommer ekstra pres på vores kommercielle forretning.
- Hvis det er der, vi ender, efter at have ydet den indsats, vi kan, og har holdt fast ved og udviklet vores spillestil, så er det der, vi ender, og så tager vi den derfra, siger Lars Lüthjohan.
Er cheftræner Kasper Lorentzen fredet, hvis det ender med en nedrykning?
- Ja, det er han 100 procent. Vi vil faktisk gerne forlænge med Kasper. Det er ikke afhængigt af kortsigtede resultater.
- Vi er langsigtede. Vi har en ung meget talentfuld stab, en spændende trup og et nyt kuld unge spændende spillere på vej, så her har vi ingen slinger i valsen overhovedet, lyder det afslutningsvist.
Opgøret mellem Hobro IK og B.93 fløjtes op fredag klokken 18.00.
Se stillingen i Betinia Ligaen her.

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere
B.93
Betinia Liga




































