B.93 opruster gevaldigt inden sæsonstart, da 2. divisionsklubben nu kan præsentere to spillere, der har divisionserfaring.
Målmand Viktor Anker har en fortid i Brøndby IF, og han har senest været i Næstved, men nu kan han kalde sig B.93-spiller.
Martin Steven Conley har i en årrække været en profil for Middelfart, men nu rejser han østpå og skal tørne ud for B.93.
24-årige Anker siger til klubbens hjemmeside, at han er lykkelig over, at han kan kalde sig aktiv fodboldspiller igen efter en hård tid, hvor han i sommeren 2021 fik konstateret testikelkræft.
- Jeg er meget glad og stolt over at kunne kalde mig aktiv fodboldspiller igen.
- Med skiftet til B.93 får jeg muligheden for at udvikle mig personligt. Det har været en fornøjelse at komme i gang med træningen i klubben. Sammen med holdet og støtte fra klubbens fans ser jeg frem til stor succes i B.93, siger Viktor Anker til B.93's hjemmeside.
27-årige Conley er også meget glad for skiftet.
- Jeg er utrolig glad og stolt over, at jeg fremadrettet skal trække B.93-trøjen over hovedet. Klubbens setup tiltaler mig, og jeg ser frem til at indgå i en dagligdag, hvor fodbolden og sammenholdet er i højsædet.
- B.93 råder over en flok unge spillere, hvis potentiale rækker ud over 2. division, hvilket også står på mål for klubbens store ambitioner.
- Den unge flok har en masse at lære mig, men jeg håber og tror på, at jeg kan være med til forløse netop det potentiale med mine efterhånden mange år i rækken, hvor jeg vil bidrage med et højnet “decibelniveau”, stort løbepensum, hårdt arbejde og naturligvis en masse god fodbold. Og at opleve fangruppen. Det glæder jeg mig også meget til, siger Martin Steven Conley til B.93's hjemmeside.
Klubben oplyser ikke kontraktlængden på Anker og Conleys kontrakt.
Anker og Conley kan komme i aktion for B.93, når mandskabet møder FC Roskilde i pokalen 29. juli.


B.93
CampoBet 2. division


































