22-årige Søren Sørensen har været en del af B.93, siden han var otte år, men nu er et exit under opsejling.
Sørensens kontrakt med 2. divisionsklubben B.93 udløber til sommer, og lige nu er forhandlingerne gået i hårdknude, siger han til bold.dk.
- Vi har snakket sammen i et stykke tid, og jeg kunne godt tænke mig at få styr på det i god tid, så jeg ikke står i en rigtig skidt situation op til sommerferien. Som det ser ud nu, kan vi ikke komme frem til en aftale, siger Søren Sørensen til bold.dk og tilføjer.
- Jeg vil sige, at det ser svært ud, men der er intet, der er udelukket. Der er meget, der skal op i en højere enhed.
Forsvareren fortæller, at det vil være hårdt, hvis han snart er fortid i B.93.
- Det vil jo gøre ondt. Jeg ved godt, at det er lyder vildt, men min drøm har altid været at spille på Østerbro Stadion og være en del af førsteholdet, så den del har jeg indfriet.
- Jeg har elsket at spille på Østerbro Stadion, det er jo min hjerteklub, så det vil selvfølgelig gøre ondt. Tanken gør også ondt, men jeg tror også, at det vil være godt for mig at prøve noget nyt med nye udfordringer.
Niveau til 2. division
Sørensen fortæller, at han ønsker at finde en løsning, og han er ærgerlig over, at det er nået så langt ud.
- I princippet handler det om, at vi er gået over til et deltidssetup. Man giver jo afkald på en masse ting, når vi træner om formiddagen. Det korte og lange er, at hvis jeg skal spille her, så skal jeg have en aftale, der giver mening.
- Klubben kan ikke på nuværende tidspunkt give mig en aftale, som jeg er tilfreds med. Selv om det er en smertelig situation, da jeg har spillet i klubben hele mit liv, så er jeg begyndt at tale med andre klubber.
Hvordan har du det med det?
- Det er selvfølgelig ærgerligt. Jeg kender efterhånden alle i og omkring holdet, så hele mit hjerte er i klubben, men jeg kan ikke blive i klubben for enhver pris.
- Jeg har haft en rimelig åben snak med sportschefen. På nuværende tidspunkt kan han godt forstå, at jeg ikke kan vente helt til slutningen af sæsonen med at snakke med andre klubber.
Hvordan føler du dig behandlet af klubben?
- Jeg er ikke typen, der har for ondt af mig selv. Selvfølgelig ville jeg ønske, at vi kunne finde en aftale, og jeg kunne blive i klubben uden problemer. Det har jeg også været ærligt nok omkring, så der er ikke noget der.
Han slår fast, at han har intet imod cheftræneren og holdkammeraterne, og han er endda en del af anførergruppen.
Sørensen mener dog, at han vil kunne gøre sig gældende i 2. division.
- Jeg er kun 22 år, og jeg har efterhånden spillet 75 kampe i 2. division, så jeg tænker, at det er et meget passende niveau. Jeg går allermest op i, at det er et sted med gode værdier og en klub med et fedt miljø. Det skal også være et ambitiøst sted, siger Søren Sørensen til bold.dk.
I denne sæson har forsvareren spillet 13 kampe og har levet et oplæg i denne sæson af 2. division.



B.93
CampoBet 2. division


































