




Mens cheftræner Hansi Flick ikke offentligt langede ud efter sine spillere på pressemødet efter torsdagens 0-4-nederlag til Atletico Madrid i Copa del Rey, har tonen været en helt anden internt.
Det skriver Mundo Deportivo.
Barcelona blev kørt over før pausen, hvor alle fire mål blev scoret, og netop indsatsen i første halvleg fik ifølge avisen fredagens morgenmøde til at udvikle sig til en markant skideballe fra Flick til Barcelona-truppen.
Ifølge Mundo Deportivo gjorde den tyske cheftræner det klart, at holdet fremstod uden ånd, intensitet og konkurrencevilje - og at præstationen var direkte uværdig for et mandskab, der forventes at kæmpe med om titler.
Artiklen fortsætter efter billedet

Flick skulle desuden have undret sig over, hvordan spillerne kunne gå på banen uden den nødvendige aggressivitet mod et Atletico-hold, der er kendt for at gå fuldt ind i hver eneste duel.
Udadtil var meldingen mere diplomatisk, hvor Flick blandt andet fremhævede sæsonens samlede præstation, men ifølge Mundo Deportivo faldt den interne kritik først, da kampen var blevet gennemset og analyseret.
Barca får mulighed for at rejse sig på mandag, når Girona venter på udebane i La Liga.

Barcelona
Copa del Rey

































