2025-12-22 06:00:00

Barca undersøger ny Braithwaite-finte med AC

El Mundo Deportivo-journalisten Cordula Reinhardt fortæller til Bold, at Barcelona har i sinde at undersøge, om skaden til Andreas Christensen kan gøre det muligt at registrere en ny spiller.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

La Liga - 18. runde

FT

ESP

0 - 2

BAR

Andreas Christensen er på ny løbet ind i en skade, og denne gang er det en alvorlig en af slagsen. 

FC Barcelona har søndag oplyst, at den danske stopper har delvist overevet det forreste korsbånd i venstre knæ. 

Det kan give den spanske storklub muligheden for at forstærke defensiven. 

AC forventes ude i fire måneder, og netop længden på skaden kan ende med at være et lys i mørket for Barca.

Kan klubben få tidsrammen bekræftet af La Ligas læge-kommission, vil det være muligt at registrere en ny spiller i truppen. 

- Skaden giver dem mulighed for at registrere en ny spiller, men kun hvis de kan få bekræftet, at han er ude i fire måneder, som er minimumskravet for at aktivere La Ligas artikel 107, siger El Mundo Deportivo-journalisten Cordula Reinhardt til Bold.

Rent lavpraktisk fungerer det sådan, at hvis en spiller er skadet i mindst fire måneder, må man allokere 80 procent af spillerens løn til at registrere en ny spiller. Længden på skaden beregnes fra dagen, hvor uheldet indtraf.

Artiklen fortsætter efter billedet

La Liga -Barca undersøger ny Braithwaite-finte med AC
Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix

Dog står der også i reglerne, at procentsatsen sættes efter, hvor lang tid af sæsonen der er tilbage fra skadens start. Det ventes derfor, at Barca kan afsætte et sted mellem 40 og 50 procent af AC's løn, fortæller Reinhardt.

Det kan klubberne som regel også gøre, selv om det ender med, at man i en periode overskrider lønkravene.

I La Liga har hvert hold nemlig et lønkrav i form af et maksimumbeløb, som man baserer på klubbernes omsætning, gæld og økonomiske tab, og det maksimumbeløb kunne Barcelona altså ikke holde sig under.

- Barca kommer helt sikkert til at undersøge muligheden for at registrere en ny spiller. Eksempelvis 50 procent af lønningen fra en spiller som Andreas Christensen er ganske mange penge, siger El Mundo Deportivo-journalisten. 

Den danske stopper tjener omkring 60 millioner kroner om året - fem millioner om måneden. Et sted mellem 40 og 50 procent vil derfor frigøre omkring 24-30 millioner kroner for Barca. 

Christensens skade falder oveni det kommende transfervindue, men det havde også været tilladt for Barca at hente en spiller uden for vinduet, som man så det med Martin Braithwaite i 2020. 

Huskes for skaderne
Spilletiden har været knap for AC i denne sæson - men ikke kun grundet skader.

- Han har ikke været førstevalget for Hansi Flick, fordi Gerard Martin har gjort det godt. Danskeren havde nok fået chancen mod Villarreal. Det finder vi så aldrig ud af nu.

- Christensens kontrakt udløber her til sommer, og det er jo spændende, hvad denne skade kommer til at betyde for ham. Det er spekulation, men jeg tror ikke, at der lander et tilbud om en ny kontrakt til ham.

- Christensens problem er, at Martin har gjort det godt i denne sæson, og han er væsentligt yngre samt billigere i lønkroner, lyder det fra Cordula Reinhardt.

AC kom til den spanske storklub i sommeren 2022, men han står kun noteret for 97 kampe for klubben. 

Den 29-årige stopper har hele karrieren været plaget af skader, og det er desværre også dette eftermæle, han får i Catalonien, mener Reinhardt.

- Han har tidligere siddet ude i lang tid med skader, og det har jo desværre været et problem for ham i løbet af hans tid i Barca. Skulle der falde et tilbud om en forlængelse, vil det være en meget kort kontrakt med en væsentligt lavere løn. 

Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix

- Klubben er nemlig til trods for skaderne taknemmelige for Christensen, som endte med at gøre, de kunne registrere Dani Olmo sidste sæson. 

- Christensen har ikke for alvor været en succes i Barca, men det er grundet skaderne, for han har gjort det godt, når kroppen har været til, at han har kunnet spille. Det er der ingen tvivl om, siger El Mundo Deportivo-journalisten Cordula Reinhardt til Bold.

AC har spillet 515 minutter fordelt over 17 kampe for Barca i denne sæson. 

Han kom til den spanske storklub i sommeren 2022, og det er siden blevet til 97 kampe, to spanske mesterskaber og en Copa del Rey-titel.

Podcast Cover

Eriksen vil til EM 2028

Hattrick | Afsnit 67

Christian Eriksen fortsætter på landsholdet – og har nu også sat et konkret mål for fremtiden. 

Læs mere
-14:15

Liga_manager

Ved du mere om La Liga end vennerne?

Artiklen fortsætter efter indholdet

La Liga - 18. runde

FT

ESP

0 - 2

BAR

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce