I vinterens transfervindue fik Benfica endnu mere nordisk islæt i truppen, da Casper Tengstedt og Andreas Schjelderup blev hentet ind.
Indtil videre har det været småt med spilletid, da begge spillerne kun er blevet blevet noteret for en kamp, hvor de kom ind til allersidst.
Derfor blev Benfica-højrebacken Alexander Bah spurgt ind til, hvordan de to spillere har det, da bold.dk og andre medier var på plads til presseseance med landsholdet tirsdag.
- De har det fint. De ved godt, at de kom og var lidt bagude, fordi de begge to havde haft lidt ferie. Der var noget form til at starte med, og så er det klart, at det er svært at komme ind på et hold, der vinder hele tiden.
- Tengstedt spiller op imod Goncalo Ramos, der scorer i hver evig eneste kamp, og vi er også virkelig stærkt besat på Schjelderups position.
Artiklen fortsætter efter billedet

- De er dog fortrøstningsfulde nok, og de er begge to unge, så de skal nok få chancen, men det er klart, at det er svært for dem, når det hele kører som en smurt maskine, siger Alexander Bah.
I øjeblikket fører Benfica suverænt den portugisiske liga, mens holdet også er gået hele vejen til kvartfinalen i Champions League.
Efter vinterens transfervindue har klubben nu fire skandinaviske spillere, da Benfica i sommer også hentede norske Frederik Aursnes.
Derfor blev Bah også spurgt, om der nu er en nordisk klan i Lissabon.
- Ja, vi hygger rigtig meget. Vi har fået en lille kortklub, så det er rigtig fint, siger Alexander Bah med et stort smil over læben.
Selv om det ikke er blevet til meget spilletid for Tengstedt og Schjelderup, har Bah hjulpet spillerne med at falde til i klubben.
- Selvfølgelig har jeg det. Jeg har vist dem, hvordan det hele fungerer, og vi har snakket om, hvordan vi gør tingene på banen, og hvordan træneren gerne vil have, at vi gør det. Så det har været helt naturligt, siger Alexander Bah.
Inden Tengstedt blev hentet i Rosenborg og Schjelderup blev købt fri af FC Nordsjælland, fik Bah en mindre rolle at spille i handlerne.
Det fortæller han, da bold.dk spurgte, om sportsdirektøren var henne at forhøre sig, inden spillerne blev købt fri.
- Ja, jeg blev spurgt ind til dem begge to, om jeg kendte dem. Det gjorde jeg selvfølgelig, men jeg tror, at Benficas scoutingsystem er så stærkt, at de ikke behøver min mening, før de henter en spiller eller ej, siger Alexander Bah med et glimt i øjet.
25-årige Bah har spillet i Benfica siden sommer, hvor han blev hentet i Slavia Prag.
Højrebacken står allerede noteret for 37 optrædener for den portugisiske klub.