Godt nok er Lucas Andersen flyttet til Thailand, men den offensive midtbanespiller har ikke glemt sine nordjyske rødder.
Den 31-årige BG Pathum United-spiller er således blevet præsenteret som nyt bestyrelsesmedlem i Hjørring Futsal Elite.
Det oplyser futsalklubben i en pressemeddelelse.
Andersen indtræder i bestyrelsen sammen med Ruben Winther, der spiller for klubben, og Mads Møller Lauritsen.
I forbindelse med offentliggørelsen af Lucas Andersens bestyrelsespost skriver Hjørring Futsal Elite følgende:
- Lucas Qvistorff Andersen ser stort potentiale i Hjørring Futsal Elite og skal være med til at styrke klubbens arbejde med udvikling, nytænkning og internationale ambitioner.
- Han har allerede været involveret i planlægningen af kommende træningslejre og promotionture sammen med Mads Møller Lauritsen og næstformand Jesper Abrahamsen.
Hjørring Futsal Elite har vundet Danmarksmesterskabet i futsal de tre seneste år.
Lucas Andersen har været på kontrakt med BG Pathum United siden april, men har fortsat sin debut til gode, da den thailandske klub ikke kunne registrere ham midt i en sæson.
Han har tidligere spillet for blandt andre AaB, Ajax og QPR.


BG Pathum United

































