Edinson Cavani er fortid i Boca Juniors.
Den argentinske storklub oplyser, at den 39-årige angriber forlader klubben.
- Jeg vil aldrig fortryde, at jeg traf beslutningen om at komme i 2023, da jeg skrev under for at opfylde det ønske, jeg havde om at spille her, siger den erfarne angriber blandt andet i en video, der er lagt op på Boca Juniors Instagram-profil.
Siden skiftet i 2023 har angriberen scoret 28 mål og lavet tre assists i 81 kampe.
For Uruguays landshold har han spillet 136 kampe og scoret 58 mål.
Cavani kan se tilbage på et imponerende fodbold-CV i Europa, hvor han nåede at repræsentere flere store klubber.
Han begyndte sit europæiske eventyr i Palermo, inden han tog videre til Napoli.
Derefter tog han til PSG, hvor han spillede i syv sæsoner.
Herfra drog han til England og spillede et par sæsoner i Manchester United, før han tog det sidste stop på den europæiske runderejse i Valencia.
Nu er han fri på markedet.


Boca Juniors
Primera División


































