Fra Odense til Plovdiv.
Det er virkeligheden for den tidligere OB-keeper Hans Christian Bernat, der nu bytter Fyn ud med fodbold i Bulgarien, hvor han har fået sin fremtid på plads.
Ifølge Bolds oplysninger har den 23-årige målmand tirsdag bestået et lægetjek i PFC Botev Plovdiv og underskrevet en toårig kontrakt med sin nye bulgarske klub, der frister en tilværelse i landets bedste fodboldrække, og som i den kommende sæson skal spille Europa League-kvalifikation.
Når de to år er gået, kan parterne lægge et år mere på aftalen.
Foruden at skulle vænne sig til sine kommende omgivelser i et helt nyt land, er Bernat hentet ind for at blive Plovdivs nye førstekeeper.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den danske målmand bekræftede allerede i april, at han efter kontraktudløb denne sommer tog afsked med OB, som han har tilbragt hele sin professionelle karriere i.
Det blev til 55 kampe for de stribedes førstehold og 40 for U19-mandskabet.
Hans Christian Bernat var i OB foretrukket i tre testkampe frem mod denne forårssæson, men med undtagelse af enkelte gange med startpladser på stribe har Bernat enten været henvist til bænken eller siddet uden for truppen, siden han stod fast i 2021/2022-sæsonen.
I januar oprustede OB så på målmandspositionen, da man hentede norske Viljar Myhra for et stort millionbeløb.
Nu venter et helt nyt kapitel for Bernat.


Botev Plovdiv
































