Det er ikke hver dag, at en portugisisk spiller sætter sine ben i Brabrand, men 22-årige Anderson Rosso de Sena har valgt at søge fodboldlykken i den danske 2. division.
Det store spørgsmål er dog, hvorfor portugiseren har valgt at tage til netop Brabrand?
Anderson Rosso de Sena fortæller i et interview med bold.dk, at hans agent fik sat en prøvetrøning op, og så tog det ellers fart.
- Jeg har valgt at tage til Danmark, da min agent Claudio Rosso lavede en aftale med assistenttræner Robert Sørensen, og derefter blev jeg inviteret til en prøvetræning i klubben.
- For mine professionelle ambitioner er det den helt rigtige beslutning at vælge Brabrand, siger den nye Brabrand-spiller til bold.dk.
Var i Benfica som barn
Portugiseren fortæller, at han arbejder i Salling Group ved siden af livet som fodboldspiller i Brabrand, og det er lidt af en kontrast til hans tidligere bedrifter som ung spiller.
- Jeg startede med til at spille fodbold i min barndomsklub, der hedder Grobe, der ligger i Lissabon. Da jeg var barn, blev jeg opdaget af en fodboldscout, og jeg blev inviteret til en prøvetræning i Benfica. Med hårdt arbejde blev jeg en del af Benfica, og det var en fantastisk oplevelse.
- Jeg har også spillet for forskellige portugisiske klubber i Lissabon. Inden jeg kom til Danmark, spillede jeg for S.C. Frielas, hvor jeg forbedrede mine taktiske kvaliteter.
Ronaldinho som rollemodel
Offensivspilleren beskriver sig selv som dynamisk, smidig og hurtig, og så er han meget kreativ.
Den nye Brabrand-spiller finder nemlig inspiration hos en brasiliansk legende.
- Ronaldinho Gaucho er helt sikkert min store rollemodel grundet hans glæde og kreativitet, og det bliver ved med at inspirere mig.
- Den måde, som han spillede på, fik fodbold til at se let og smukt ud. Joga Bonito (det smukke spil, red.) siger Sena.
Der var flere portugisiske klubber fra den tredjebedste række viste interesse for ham, men portugiseren følte, at skiftet fra Brabrand var det helt rigtige. Han har nemlig store ambitioner for opholdet i Danmark.
- Min største ambition er at blive professionel fodboldspiller og være glad, samtidig med at jeg laver det, som jeg elsker.
Vil lære dansk
Portugiseren synes, at han er blevet taget fantastisk imod af den danske 2. Divisionsklub, og han roser blandt andet assistent Robert Sørensen, cheftræner Tom Søjberg og sportschef Andreas Rasch-Christensen.
Han mener derudover, at opholdet i Brabrand kan udvikle hans kompetencer som spiller, da den danske spillestil er mere fysisk.
- Jeg tror, at jeg vil tilegne mig nye kvaliteter og blive en mere komplet spiller.
Hvis det står til Anderson Rosso de Sena, så kommer han til at være i Danmark i mange år, og han er også gået i gang med at lære det danske sprog.
- Danmark er et fantastisk land med mange muligheder, hårdtarbejdende folk, så jeg har planer om at blive, og jeg vil helt sikkert lære dansk, siger Anderson Rosso de Sena til bold.dk.
Brabrand er i øjeblikket nummer ni i 2. division.



Brabrand IF
CampoBet 2. division



































