Serie 1-klubben Brande har tidligere haft Rasmus Nissen Kristensen i truppen, da backen var ganske ung.
I sommerens transfervindue blev den danske back solgt fra Salzburg til Leeds, og det kommer også den danske Serie 1-klub til gode på det økonomiske plan.
Den nye Leeds-spiller var nemlig en del af den jyske serieklub, da han var 12 år, inden han skiftede videre til Herning Fremad, og senere blev han en del af FC Midtjylland.
Det betyder, at Brande IF står til at få 0,25 procent af transfersummen, som ifølge flere engelske medier ligger på mellem 75 og 100 millioner kroner.
Hvis den pris står til troende, kan Brande IF se frem til en økonomisk håndsrækning på mellem 187.500 kroner og 250.000 kroner, da klubben bliver betalt for danskerens 12. år.
Artiklen fortsætter efter billedet

Brande-formand Michael Koch siger til bold.dk, at klubben glæder sig over skulderklappet i form af pengene, men han er endnu mere stolt over at se, at Rasmus Nissen Kristensen er nået så langt i karrieren.
- Man kan dele det op i to. Økonomien er én del. Hvis jeg skal være lidt fræk, så jeg er lidt ligeglad i den kontekst, da det er endnu større at se Rasmus NK (Rasmus Nissen Kristensen, red.) udvikle sig på en større scene og gå hele linen ud og udleve drengedrømmen. Det betyder mere, end vi får noget. Som klub skal vi nok overleve på trods af det.
- Det er selvfølgelig altid en håndsrækning, og man kan altid spille nogle af de penge tilbage til de frivillige og dem, der er i klubben i dag. Der er to veje i det. Lige meget om vi havde fået noget eller ej, så havde jeg glædet mig lige meget over at se Rasmus spille i Leeds, eller hvor han nu var kommet hen. Det er bare dejligt, at der falder noget af, og det synes jeg også, at der skal være for det arbejde, som der bliver lavet i de små foreninger, siger Michael Koch til bold.dk.
Solidaritetspengene er en procentsats af transfersummen, der bliver udbetalt, hver gang en spiller skifter klub. Fra spilleren er 12 til 15 år, får den respektive klub 0,25 procent af transfersummen for hvert år, spilleren har været i klubben.
Når spilleren fylder 16 år, stiger procentsatsen til 0,5 procent for hvert år, der går, indtil spilleren fylder 23.
Umuligt at træne når han går forbi
Formanden fortæller, at 25-årige back bestemt ikke har glemt tiden i Brande, og han kommer også på besøg indimellem, når danskeren er i Danmark.
- Nu bor han næsten ved siden af, men det er et stykke tid siden, at jeg har set ham. Han har også travlt, og han skal have lov til at besøge familie og venner, når han er hjemme. Det er ikke uset, at han kommer forbi. Der går en sti forbi stadion, og hvis han går på den, så er det umuligt at træne børnene, fordi de ved godt, hvem han er. Han er stadig en del af livet, når han er hjemme, og det bliver selvfølgelig mindre og mindre, da han har en del forpligtelser.
Det betyder vel også noget, at han husker tiden i Brande?
- Jo, og det lever videre igennem hans forældre. Hans far er omkring oldboysholdet og kommer i klubben og er oppe at se førsteholdet. Den vej bliver det bevaret. Rasmus (Nissen Kristensen, red.) skal ikke herover hver eneste gang, at der er en kamp, fordi han er i Leeds, men hele familiegrundlaget er bare så stort, og de bliver ved med at komme, og den vej igennem kommer Rasmus også. Han kommer også over en gang imellem.
Det giver formanden et smil på læben at se Rasmus Kristensen Nissen i Premier League, da det samtidig er en stor anerkendelse af de frivilliges arbejde i klubben.
- Det er megafedt at se en, der sætter sig et mål og når det. Det er næsten lige meget, hvad det er. Det kan være en af vores spillere på tredjeholdet, der vil være god til et eller andet eller være direktør. Det er det med at se et ungt menneske opnå et mål, og her er det fodbold, det gør en megastolt over det arbejde, som man har gjort og de sure timer, der også er i at være frivillig. De forsvinder lige så stille, og så er det de gode, som man husker, siger Michael Koch til bold.dk.
Rasmus Nissen Kristensen er noteret for fem Premier League-kampe for Leeds.

Brande



































