2023-12-09 06:30:00

Børsting og co. tog fusen på alle: Helt vanvittigt år

Frederik Børsting og Brann har haft en uvirkelig sæson som oprykker i Eliteserien, der endte med sølvmedaljer og en pokaltitel efter et forrygende år.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Brann har været den helt store positive overraskelse i norsk fodbold i 2023.

Oprykkerne sikrede på sidste spilledag i Eliteserien et sæt sølvmedaljer og kronede en fuldkommen forrygende sæson på flotteste vis.

Brann tabte dog skæbneopgøret mod Strømsgodset med 0-3, men da Tromsø samtidig smed point mod Vålerenga, var sølvet i hus.

Et par nervepirrende minutter ventede derfor danske Frederik Børsting og co. efter slutfløjt.

- Vi havde hørt, at Tromsø scorede i overtiden, men måtte afvente de sidste to-tre minutter efter slutfløjt. Nogle ledere fra klubben fulgte med på livescore, og så kunne vi høre på fansene, da det var afgjort, siger Frederik Børsting til bold.dk.

Den ringe præstation fra Brann skyldtes dog ikke kampens betydning, fastslår Børsting.

Artiklen fortsætter efter billedet

Eliteserien -Børsting og co. tog fusen på alle: Helt vanvittigt år
Foto: Terje Bendiksby/NTB/Ritzau Scanpix

- Jeg følte ikke, der var nerver på. Jeg tror bare, det var én af de dage, hvor intet lykkedes for os som hold. Strømsgodset havde intet at spille for og syntes, det var sjovt bare at give den gas, og det gjorde de i den grad.

 - Det lagde da lidt en dæmper på det hele, at vi spillede den dårligste kamp som hold i to år. Vi blev kørt ud på alle måder, og der skulle vi bruge en halv times tid efter kampen.

- Men da vi fik medaljerne, var det glemt, og så var vi bare glade for den sæson, vi har været igennem.

Fra skandaler til to suveræne sæsoner 
Brann har haft sæsonens næstbedste defensiv i Eliteserien, ligesom den angriberen Bård Finne har banket 16 kasser ind i den anden ende.

En sæson, der på mange måder har været ekstraordinær for Brann, men for Børsting er det først nu ved at gå op for ham, hvad holdet har præsteret.

- Det har været et helt vanvittigt år. Cupvinder 2022 og sølv som oprykker. Det har virkelig været imponerende, og det går mere og mere op for én, hvad vi har præsteret.

Da Børsting kom til i marts 2022, var Brann overraskende rykket ud af Eliteserien og havde undervejs i sæsonen været ramt af skandaler - blandt andet en fest på stadion, der endte med en voldtægtssigtelse.

Siden præsterede klubben en suveræn oprykning i sidste sæson og i år er der bare lagt yderligere på.

- Da jeg kom hertil sidste år, var der stadig mange medier, der var efter klubben på grund af skuffelsen. Men vi satte en retning, og siden har vi ikke set os tilbage.

- Vi er gået 100 procent ind i det, og vi har troet på det hele vejen. De spillere, der er hentet til, passer ind til den måde, holdet spiller på.

- Der er et helt fantastisk godt sammenhold i truppen, og så har man været gode til at erstatte de spillere, der har forladt klubben.

Sportsdirektør skal sætte skik på OB
Én af nøglerne til succesen er den danske sportsdirektør Jimmi Nagel Jacobsen, der har sammensat et stærkt hold sæson for sæson.

Nagel stopper dog i Brann ved årsskiftet og bliver i stedet en del af OB's sportslige ledelse, og det begræder Børsting.

- Spillerne har været overraskede over det, og mest af alt er vi jo bare mega ærgerlige over at miste ham. Han har gjort det godt og er vellidt blandt spillerne.

- Han har en stor andel i succesen i klubben. Han skal have stor ros for det arbejde, han har lavet, og det har han også fået. Nu må vi håbe, han får lidt styr på OB, så de kan finde tilbage til sådan, som det skal være der, siger Børsting med et smil.

Børsting har igen i denne sæson været fast mand for Brann, men på spørgsmålet om, hvorvidt han spiller sin bedste fodbold i karrieren, er svaret vanligt afdæmpet.

- Det har i hvert fald været et godt halvår rent spillemæssigt. Lad os sige det sådan, siger Børsting med et grin.

28-årige Frederik Børsting har spillet 74 kampe for Brann siden sit skifte fra AaB. Det er blevet til ni mål og ni oplæg.

Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce