Brøndby er i gang med at forstærke midterforsvaret med en dansker fra Bundesligaen.
Nærmere bestemt Augsburgs Frederik Winther, som kender Brøndby-træner Jesper Sørensen særdeles godt fra deres fælles fortid på U21-landsholdet.
Der er ifølge bold.dk’s oplysninger i første omgang tale om lejeaftale frem til sommer.
22-årige Winther har siden skiftet fra Lyngby for et par sæsoner siden aldrig rigtigt formået at bide sig fast i Bundesliga-start-11’eren, og derfor ser alle parter i aftalen det som en win-win at få Winther på græs i Brøndby de kommende måneder.
Artiklen fortsætter efter billedet

I Brøndby er Andreas Maxsø lige blevet solgt, mens Rasmus Lauritsen er hentet i kroatisk fodbold. Men med Sigurd Rosted rygtet heftigt til MLS, får træner Jesper Sørensen brug for endnu mere nyt blod i bagkæden.
Den venstrebenede stopper har - når han har været skadesfri - været fast mand på det U21-landshold, som Jesper Sørensen for nylig forlod for at sætte sig i Brøndbys cheftrænerstol.
Hvis alt går, som både Brøndby og Winther håber, bliver de to genforenet senere i dag.