Hvor blev Noah Nartey af?
Talentet fra Masterclass er gået fra at være fast mand i Brøndbys startopstilling, til at han nu kun bliver brugt som indskifter.
Senest blev Nartey indskiftet i det 94. minut mod FC Midtjylland.
Det er dog ikke til at se på Narteys humør, da han gav den gas på træningsbanen fredag eftermiddag.
Jesper Sørensen indrømmer dog, at midtbanetalentet ikke har været tilfreds.
- Det er han selvfølgelig ikke glad for, og det skal han heller ikke være. Han har også gjort det godt for os i starten af sæsonen, og så er der nogle andre, der er kommet ind.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Josip Radosevic er kommet ind og gjort det godt, og nu er Stijn Spierings kommet ind.
- Men Noah er ikke ude i den forstand, at jeg ikke har ham i tankerne til en, der potentielt kan starte stort set hver eneste kamp.
Men i de seneste kampe har Jesper Sørensen dog set andre veje, og derfor må Nartey have arbejdshandskerne frem.
- Det er klart, at lige nu er der nogle andre, der er blevet valgt før ham, og det må han godt være skuffet og ærgerlig over.
- Så skal han jo bare vise det herude, og det synes jeg, at han så sent som i dag gjorde et godt eksempel på, siger Jesper Sørensen.
Hård kamp om pladserne
Jesper Sørensen har flere spillere til positionerne på midtbanen.
Her har han dog den seneste tid set bort fra de ting, som Noah Nartey kan.
Så er spørgsmålet bare, hvad Sørensen i stedet har set hos de andre.
- De har jo nogle forskellige kompetencer, de fire spillere, som vi har spillet med hele sæsonen. Altså Josip, Stijn, Daniel Wass og Noah.
- Nogle gange synes jeg, at der har været brug for det ene, og andre gange har der været brug for det andet.
- Så går det også lidt op og ned. Nogle gange peaker man lige, og andre gange er der en anden, der lige stikker næsen frem.

Foto: Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix
Sørensen fastslår derfor, at Nartey ikke skal miste modet i denne tid, selv om andre spillere er foran i køen til spilletid.
Han skal bare gribe chancen.
- Så er det jo heller ikke værre, end at nogle gange starter man inde, og andre gange kommer man ind udefra og får sat sit eget aftryk og præg på kampen.
19-årige Noah Nartey står for ti Superliga-kampe i denne sæson, hvor han er startet inde syv gange.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga





































