Brøndby er i denne tid på træningslejr i Portugal, og det er med en af de nye spillere på plads, da Rasmus Lauritsen også er at finde på den portugisiske sydkyst.
Han er nemlig kommet til Vestegnen fra Dinamo Zagreb, hvor han i den seneste tid var røget ud i kulden.
I et interview med bold.dk i januar valgte Lauritsen så at melde ud, at han var klar til at vende hjem til Danmark, og det skabte med det samme en masse interesse for den danske midtstopper.
- Efter jeg talte med jer, skete der noget mere. Det var også i slutningen af vinduet, hvor folk var mere aktive. Så der var nogen, som fik øjnene op for, at jeg var tilgængelig.
- Jeg fik jo åbnet lidt op for at komme tilbage til Skandinavien, hvis det var en topklub. Så jeg kunne godt mærke, at der var nogle klubber, som ikke troede, at jeg var en mulighed, fordi jeg før har meldt andre ting ud.
- Men efter den udmelding begyndte der at ske noget. Så gik det ret hurtigt, Jeg nåede heldigvis at snakke med Jesper og CV, og derefter faldt det ret hurtigt på plads. Så var det bare at pakke mine ting og sige farvel nede i Zagreb, siger Rasmus Lauritsen til bold.dk.
Artiklen fortsætter efter billedet

Brøndby-skifte er ikke et nederlag
bold.dk tog en snak med Rasmus Lauritsen på Brøndbys hotel i Portugal, og her var glæden i den grad til at spore hos midtstopperen.
Han kan nemlig ikke lade vær med at juble over, at han fremover skal tørne ud i gul og blåt.
Det er dog kun et halvt år siden, at Lauritsen var afvisende over for at skulle forlade det europæiske eventyr, men han begyndte at se anderledes på det, og det er til gavn for Brøndby.
- Jeg var meget afklaret om at vende hjem, da Brøndby meldte sig på banen, men tidligere var jeg fast besluttet på, at jeg skulle blive i udlandet. Men da jeg begyndte at tænke over det, kom jeg på andre tanker.
- Når det er en stor klub i Skandinavien, hvor jeg kan få mulighed for at spille i Superligaen, vinde trofæer og spille i Europa, som jeg også gjorde i Kroatien, hvorfor skulle jeg så ikke gøre det. Jeg er ikke for stolt til at tage hjem, og Superligaen er også en bedre liga end den kroatiske.
- Så jeg ser det ikke et nederlag, når det er Brøndby. Det føles bare rigtigt. Det er stort, og jeg er glad og stolt over, at det lykkedes.
Lauritsen vil vinde titler med Brøndby
På Vestegnen har Rasmus Lauritsen et klart mål, efter han har sat sin signatur på en lang aftale.
Han vil nemlig være med til, at Brøndby igen kan komme til at vinde titler.
- Jeg er snart 27 år og har forhåbentlig den bedste tid foran mig. Så jeg skal spille fodbold, og det kan jeg komme til her. Jeg har også skrevet en kontrakt på mange år, så forhåbentlig kan jeg på den tid blive en stor profil og vinde nogle trofæer.
- Jeg vil også spille i Europa, og de ambitioner har klubben også. Det er fedt, og jeg tror på, at vi kan nå det sammen.
Nu glæder Lauritsen sig bare til at komme i gang, hvor han det næste stykke tid skal give den gas på træningslejren i Portugal.
Han er da også meget motiveret, da han ikke kan få armene ned efter sit skifte til Vestegnen.
- Det er begyndt at fise lidt ind nu. Det gik hurtigt, men jeg har været fyldt med glæde. Jeg er meget spændt, og det har virkelig været overvældende.
- At repræsentere en klub, som har så stor en fanbase, så meget tradition og så mange dygtige spillere, mens jeg også samtidig er tiltænkt en stor rolle, det tænder mig helt vildt, siger Rasmus Lauritsen til bold.dk.
Rasmus Lauritsen og Brøndby har papir på hinanden frem til sommeren 2027