Brøndby er i rødt - igen.
Der er mildest talt blodrøde tal på bundlinjen på Vestegnen.
Torsdag blev regnskabet for 2024/25 offentliggjort. Og det viser et underskud på 131 mio. kr.
Et gigantisk underskud, der er det største på Vestegnen i 11 år
Ikke siden 2014, hvor Brøndby leverede et minus på 153 mio. kr., har bundlinjen set så slem ud som tilfældet er i dette regnskabsår.
Hovedaktionærerne fra Global Football Holdings må sande, at det koster mange millioner at investere i jagten på sportslig succes.
En succes, der foreløbig er udeblevet på fodboldbanen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Siden amerikanerne købte sig ind, har Brøndby i de seneste to regnskabsår fordoblet udgifter til spillertruppen. Et spilletbudget, der i dag ligger i niveauet 160-170 mio. kr.
Den massive investering har også betydet et samlet minus på 235 mio. kr. i den tid, GFH har haft nøglerne til Brøndby Stadion.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.
Måtte skubbe Suzuki-salg
Forventningen til Brøndbys årsregnskab var et minus i niveauet 60-100 mio. kr., indtil 27. juni – blot tre dage før regnskabsåret sluttede - hvor der pludselig kom en nedjustering til et forventet minus 120-140 mio. kr.
Det skyldes blandt andet indtægter fra salget af Yuito Suzuki ikke kunne bogføres i det netop afsluttede regnskabsår og først tæller med i det regnskabsår, der begyndte 1. juli.
Brøndbys helt store problem er, at klubben endnu ikke har knækket koden med adgang til europæiske ligaspil og de mange millioner fra UEFA. Sidste år kiksede det mod Legia Warszawa og i år blev Strasbourg endestationen inden ligaspillet.
Det kiksede ligaspil i Conference League, som Brøndby havde budgetteret med, er en stor bet for klubben, der på den front er gået glip af mindst 50 mio. kr. i indtægter.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Brøndby har for det nuværende regnskabsår budgetteret med et resultat i niveauet plus 20 og minus 40 mio. kr.
Den udmelding er fastholdt, selv om klubben har leveret historisk store spillersalg, hvor Brøndby i det netop overståede transfervindue har solgt spillere i niveauet 183 mio. kr.
En spade for en skade
Bestyrelsesformand Jan Bech Andersen kalder underskuddet for 'ikke tilfredsstillende'.
- Et negativt resultat i den størrelsesorden er naturligvis ikke tilfredsstillende. Lad os bare kalde en spade for en spade.
- Når det er sagt, er hovedårsagen til resultatet en række af bevidste og nødvendige valg og investeringer, der styrker klubben på både kort og lang sigt.
- Valg og investeringer, der er afgørende for, at vi i det regnskabsår, vi er midt i nu, har mulighed for sorte tal på bundlinjen på trods af, vi ikke deltager i et europæisk ligaspil i efteråret 2025, siger Jan Bech Andersen og slår fast:

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
- Det er ingen hemmelighed, at vi de seneste år har øget vores spillerbudget og har investeret i holdet og truppen i jagten på sportslig succes.
- Sidste år valgte vi helt bevidst at fastholde vores spillertrup så vidt muligt. Det gjorde vi både med henblik på vores sportslige resultater, men også med henblik på spillernes udvikling og den værdistigning, det kan give, når vi beholder vores spillere længere og giver dem muligheden for at nå deres fulde potentiale i Brøndby.
- Den beslutning smitter negativt af på det årsregnskab, vi præsenterer i dag, men har til gengæld en positiv økonomisk indvirkning på det regnskabsår, vi nu er i fuld gang med, siger bestyrelsesformand Jan Bech Andersen.

Slagsmål og splittelse i Real Madrid
Hattrick | Afsnit 78Real Madrid sejler rundt få dage før El Clásico med interne konflikter, disciplinærsager og spillere, der angiveligt har bedt om fri fra træning.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga






































