Der kommer fint besøg onsdag på Jysk Park i Silkeborg til returkampen i pokalsemifinalen mellem Silkeborg og Brøndby.
Ifølge Bolds oplysninger vil Bolognas sportsdirektør, Marco Di Vaio, være blandt de næsten 10.000 gæster på et totalt udsolgt stadion.
Som Bold forstår det, rejser Marco Di Vaio til Danmark med et særligt formål: Han skal se nærmere på Mathias Kvistgaarden.
Brøndby-topscoreren kommer på den måde til en slags eksamen i returkampen i pokalsemifinalen, hvor han bliver vurderet fra en klub, der spillede Champions League i denne sæson.
Det er noget helt særligt, når en klub sender sin sportsdirektør ud for at se på en spiller. Når det sker, kan man roligt konstatere, at det er alvor og interessen er reel.
Alle klubber har tilknyttet scouts, som bliver sendt rundt i Europa for at se fodboldkampe uge efter uge. Ofte for at følge udvalgte spillere, men også for at holde sig orienteret om markedet i det pågældende land.
Når en klub sender sin sportsdirektør, er det ofte med et formål om, at der skal træffes en beslutning.
Artiklen fortsætter efter billedet

Om der skal handles, eller man skal se andre veje.

Foto: Jennifer Lorenzini/Ritzau Scanpix.
48-årige Marco Di Vaio er en mand, der i sandhed er kompetent til at vurdere, om Mathias Kvistgaarden har kvaliteterne til at spille på et mandskab, der tilhører subtoppen i Serie A.
Som tidligere topangriber i klubber som Lazio, Parma, Juventus, Valencia, Monaco, Genoa og Bologna har Marco Di Vaio prøvet lidt af hvert, inden han i 2015 tiltrådte i et job i Bologna. Siden 2022 har han været klubbens sportsdirektør.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Bedste sæson nogensinde
23-årige Mathias Kvistgaarden har haft sin hidtil bedste sæson i Brøndby-trøjen, på trods af, han har haft småskader en del af foråret.
Samlet står han noteret for 25 træffere i sæsonen. I Superligaen har han scoret 16 mål. I pokalturneringen står han noteret for fire træffere, mens han på U21-landsholdet har nettet tre gange. Endelig scorede han to træffere i Conference League-kvalifikationen sidste efterår.
Bologna har i forvejen en dansker i truppen. Klubben udløste i sommer sin købsoption på Jens Odgaard, som altså vekslede sin lejeaftale fra AZ Alkmaar med en permanent kontrakt, der løber frem til sommeren 2028.
Aktuelt er Bologna placeret på en sjetteplads i Serie A, men der er kun to point til fjerdepladsen, der giver direkte adgang til Champions League i den kommende sæson. Bologna mangler Milan, Fiorentina og Genoa.
Derudover er de i den italienske pokalfinale, hvor de skal møde Milan onsdag 14. maj.
Trækker op til rekordsalg
Det skal være Mathias Kvistgaarden, der slår transferrekorden på Vestegnen. Det skal også være ham, der sikrer, at Brøndby for første gang passerer den magiske grænse på 100 mio. kr. for et spillersalg.
Formand Jan Bech Andersen har i hvert fald ved flere lejligheder fastslået, at Brøndby har et stort håb om snarest at lande et salg over 100 mio. kr.
Daniel Aggers skifte til Liverpool er stadig det største enkeltstående salg fra Brøndby. I 2006 betalte den engelske mesterklub 64 mio. kr. for ham.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Når man ser den største handel samlet, har Jesper Lindstrøm rekorden. Han blev i 2021 solgt til Frankfurt for et beløb i omegnen af 50 mio. kr., men den samlede betaling til Brøndby har for længst passeret 100 mio. kr. Det har den gjort, fordi Frankfurt siden vandt Europa League og efterfølgende blev Lindstrøm solgt videre til Napoli.
Mathias Kvistgaarden har til sommer to år igen af sin aftale med Brøndby. Derfor er det tidspunktet nu, hvor den 23-årige bomber skal sælges.
Bold har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Mathias Kvistgaardens agent, Ebbe Sand.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Brøndby IF
3F Superliga






































