Der var mange ting, der fik Scott Krase op af stolen, da Brøndby afholdt generalforsamling tirsdag eftermiddag på Brøndby Stadion
Men især ét spørgsmål fra salen affødte en reaktion fra det amerikanske bestyrelsesmedlem, der er en af repræsentanterne fra klubbens ejerkreds i form af Global Football Holdings.
Spørgsmålet gik på, hvorfor Brøndby ikke gør mere for at identificere maskerede mennesker, der laver ballade under Brøndbys kampe.
Vedkommende henviste specifikt til kampen mod FC København 27. oktober 2024.
Det var efter dét opgør, at Divisionsforeningen besluttede at udelukke udebanefans til kampene mellem Brøndby og FCK frem til udgangen 2025 på grund af omfattende ballade.
Brøndbys administrerende direktør, Ole Palmå, startede med at tage ordet, indtil Scott Krase stillede sig på podiet foran de 174 aktionærer.
Artiklen fortsætter efter billedet

- For det første. Vi skal gøre det bedre. Vi har brug for samarbejde med en lang række interessenter. Vi skal gøre vores arbejde og investere tungt i teknologi og de rigtige mennesker til at løfte opgaven, og vi har noget af den bedste teknologi, jeg nogensinde har set.
- For det andet. Vi har brug for hjælp fra politiet. For vi kan ikke arrestere mennesker. Det er ikke som i Philadelphia, hvor de har et fængsel på stadion, hvor man kan holde mennesker tilbage, og det ved jeg, fordi min far var dommer. Så man kan stoppe det. Og ved I hvad? Det virkede.
- For det tredje. Vi har brug for hjælp fra jer. I skal sige, at det ikke er acceptabelt på jeres stadion. Vi har sat en anonym linje op, hvor man kan tippe, men for at være ærlig har der ingen hjælp været. Og jeg forstår godt, det er uhyggeligt, og jeg beskylder ingen, men vi har brug for hjælp fra flere interessenter, hvis vi vil rette op på det her. Det her eksisterer ikke i USA.
- Jeg var her til en kamp med min datter, hvor Brøndby-fans løb fra den ene ende til den anden, og min datter var skræmt. Hun følte sig utryg som Brøndby-fan. Ikke som FCK-fan. Vi skal alle sammen rette op på det. Man skal ikke gå til kamp og være skræmt fra vid og sans. Det er sindssygt. Man skal ikke komme til en kamp og kaste romerlys mod hinanden. Det skal stoppe. Det er dumt, lød det fra Scott Krase.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
10 mio. kr. og stoffer på toiletterne
På generalforsamlingen kom det desuden frem, at Brøndby har brugt 10 mio. kr. siden den 27. oktober 2024 på at opgradere videoovervågning, etablere strammere adgangsforhold og forbedre infrastrukturen på Brøndby Stadion med forstærkede hegn og nye porte mellem de forskellige tribuner.
Derudover har man i regnskabet for 2024/2025 brugt 1.334.324 kroner i bøder til UEFA og DBU for fanuroligheder, hvor 90 procent relaterer sig til afbrænding af pyroteknik.
Efter generalforsamlingen var Scott Krase til rådighed for den skrevne presse, hvor Bold bad amerikaneren om at uddybe de hidsige pointer fra talerstolen.
- Målet er, at man kommer på stadion for at have en god dag og opleve en sejr, men grundlæggende skal man føle sig sikker, som man føler sig sikker, når man går på restaurant eller til en koncert. Hvis ikke man føler sig sikker et offentligt sted, så kommer man ikke.
- Og det er ikke kun begrænset til Brøndby. Det er desværre meget udbredt i Europa. Undtagen i England. Der har man gjort et godt stykke arbejde med at udrydde det. Over tid dræber man fanbasen, fordi forældrene ikke vil tage deres børn med.
- Jeg håber, at vi kan gøre Brøndby Stadion til et af de sikreste steder, men det kommer til at kræve en kæmpe indsats fra mange interessenter. Ikke kun fra ledelsen. Hvad kan ledelsen gøre? Vi kan hyre bedre sikkerhedspersonale, vi kan introducere bedre teknologi.
Hvor langt er Brøndby fra dit drømmescenarie?
- Jeg tror på, at 95 procent af vores fans deler samme synspunkt. Men man kan altid blive trukket ned af den laveste fællesnævner. Vi har brug for hjælp fra politiet og engagement fra fansene. Og jeg ved godt, det er uhyggeligt. For ingen vil være en stikker, og det beder vi heller ikke om.
- Men fællesskabet skal tage afstand til det. Vi vil ikke have stoffer på toiletterne, vi vil ikke have slåskampe, vi vil ikke have, at der bliver kastet med romerlys, vi vil ikke have, at ting bliver ødelagt, eller en bus bliver jagtet. Vi vil ikke have vores børn til at høre grimt sprog.
- Vi gør alt, hvad vi kan. Teknologien er fantastisk, og vi har talt om mange ting, som jeg ikke vil gå i detaljer med.
Kan I gøre mere?
- Ikke lige nu. Lovligt.
- Vi har brug for hjælp fra politiet, så vi kan udrydde det fuldstændig.

FCK og FCM jagter Beijmo
Hattrick | Afsnit 84Felix Beijmo har været en af AGF’s helt store profiler i guldsæsonen, men spørgsmålet er nu, hvor den svenske back skal spille efter sommerferien.
Læs mere


Brøndby IF
3F Superliga






































