2023-12-25 07:30:00

'Brøndby-flop' savnede støtte: Zorniger burde sige det privat

Gregor Sikosek åbner op om sin tid i Brøndby, der slet ikke blev som håbet, og så fortæller den slovenske landsholdsspiller om lidt af et mareridt med en drilsk infektion i knæet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

FT

BIF

1 - 3

HIF

I årets julekalender på bold.dk er vi gået nostalgiens vej og har rettet fokus mod udenlandske tidligere Superliga-profiler.

Et hav af spillere er igennem årene taget til Danmark i håbet om at tage næste skridt i karrieren, men det er ikke alle, det lykkes for.

Et eksempel på det er Gregor Sikosek, der i 2017 kom til Brøndby som 22-årig.

Den slovenske venstreback tog til Vestegnen med store forhåbninger, men endte med at blive stemplet som et flop, da han efter 16 kampe i den blå-gule trøje forlod Brøndby igen.

I et interview med bold.dk fortæller Sikosek følgende om baggrunden for skiftet til Brøndby:

- Jeg flyttede fra min barndomsklub til en større klub i Slovenien kaldet FC Koper, og det gik rigtig godt. Jeg blev udtaget til landsholdet og spillede også en landskamp mod Polen.

- Efter det fik jeg nogle tilbud, og jeg valgte Brøndby. Mine tanker, inden jeg kom, var, at det ville være et skridt fremad i min karriere, fortæller Sikosek til bold.dk.

Brøndbys daværende sportsdirektør stod for dialogen og overbeviste om skiftet.

- Jeg talte med Troels Bech, der kom for at se vores kamp, da jeg spillede for Koper. Efter kampen satte vi os ned og snakkede lidt. Han sagde, at de virkelig ønskede mig, og at jeg var blevet udvalgt blandt mange spillere gennem en eller anden algoritme.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -'Brøndby-flop' savnede støtte: Zorniger burde sige det privat
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Han sagde også, at træneren Alexander Zorniger ønskede mig, og det overbeviste mig virkelig, siger Sikosek.

Fejlene dræbte mig
Forhåbningerne blev dog ikke indfriet, for det er noget blandet, når Gregor Sikosek ser tilbage på sin tid i Brøndby.

- Jeg siger altid, at jeg havde gode og dårlige perioder. Først var jeg rigtig glad, og jeg spillede godt, så begik jeg nogle fejl og kunne ikke komme mig over det.

- Indimellem havde jeg nogle gode øjeblikke, men mit hoved var ikke det rigtige sted. Jeg fokuserede alt for meget på fejl, og så kunne jeg ikke vise, hvad jeg var lavet af.

- Jeg tror, jeg var for ung og ikke klar. Fysisk og mentalt var det for tidligt for mig at bevæge mig ind i sådan et svært miljø. Jeg vidste altid, at jeg kunne spille bedre, men hver lille fejl slog mig ned. Hvis du husker mine første kampe, spillede jeg godt - for eksempel i min debut mod FC København ude.

- Men som jeg sagde, et par fejl, og især begge røde kort dræbte mig. Jeg ønskede, jeg havde fået mere hjælp fra træner og holdkammerater, men jeg indser også, at det var mit ansvar at tackle det, siger Sikosek.

Sloveneren fik først et rødt kort sent i en kamp mod FC Nordsjælland, inden han cirka to måneder senere så rødt mod Lyngby efter bare fire minutters spil.

Bramfri Zorniger
Efter Sikoseks røde kort tabte Brøndby 0-2 til Lyngby, og Alexander Zorniger lagde efterfølgende ikke skjul på sin skuffelse.

- Vi vil snakke med ham. Men først og fremmest er det holdet, der betaler prisen. Ikke Gregor. Så vi behøver ikke behandle ham som en lille dreng, der har mistet sit legetøj. Vi vil vil fortælle ham, at det er defensiv opførsel, der bare ikke er særlig intelligent. Og det er anden gang nu.

- De tjener mange penge, fordi de er professionelle fodboldspillere. Så de må kunne klare situationerne. Det er ikke synd for Gregor. Det er meget mere synd for de spillere, som skulle løbe i 90 minutter på grund af ham, sagde Zorniger ifølge B.T.

Udtalelserne er netop, hvad Sikosek henviser til, når han snakker om manglende støtte.

- Disse kommentarer var præcis, hvad jeg mente. Jeg forstår, at han sagde det, men det ville have været bedre, hvis han fortalte mig det privat, og til medierne ville han fortælle en anden historie.

- På den måde kunne han beskytte mig lidt. Ellers er det sådan, han er. Han fortalte altid sandheden, og jeg respekterer ham for det.

- For mig er han en typisk tysk træner. Han var altid alvorlig, og hver lille detalje skulle være i orden. Det, jeg kunne lide ved ham, var, at han fortalte alle, hvad han ønskede fra dem på ethvert tidspunkt. Uden for banen var han den samme, som du så ham på banen, siger Sikosek om Zorniger.

Brøndby-stempel gjorde det sværere i Silkeborg
Efter bare et halvt år i Brøndby blev Gregor Sikosek i sommeren 2017 udlejet til Silkeborg.

- Jeg havde brug for noget spilletid, og så blev Gustav Dahl skadet i Silkeborg, og de havde brug for nogen til at erstatte ham. Jeg synes, jeg spillede godt der.

- Selvfølgelig havde jeg nogle op- og nedture, men generelt var det okay. Hvis jeg ikke var Brøndby-spiller, ville jeg have det lettere der. Men på grund af min fortid blev hver lille fejl, jeg lavede, større.

Gregor Sikosek henviser her til presset fra klubben, fans og medier.

- Nu spiller jeg i Maribor, hvilket er en lignende situation, men nu er jeg mere moden, og dette pres hjælper mig faktisk.

I Silkeborg nåede Sikosek 18 kampe, inden han i sommeren 2018 tog tilbage til slovensk fodbold.

Fortryder du, at du tog til Danmark i sin tid?

- Absolut ikke. Jeg lærte meget og voksede som person. Jeg fortryder faktisk, at jeg forlod Danmark for tidligt. Jeg burde have fået styr på mit hoved og komme i god fysisk form, så skulle jeg have kæmpet for minutter.

- Jeg havde 1,5 år tilbage af kontrakten, og i den tid ville jeg helt sikkert have forbedret mig, som jeg gjorde her i Slovenien. Sidste år lykkedes det mig at komme tilbage på landsholdet, og jeg spillede 10 landskampe.

- Så det viser, at jeg havde potentiale. Jeg var bare ikke i stand til at vise det på det tidspunkt, siger Sikosek.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Tabte 10 kilo og frygtede at miste benet
I dag er Gregor Sikosek 29 år, og netop nu kæmper han for at komme tilbage fra lidt af et skadeshelvede.

- I slutningen af februar skadede jeg mit knæ. Jeg rev korsbånd og menisk over. Derefter blev jeg opereret et par dage senere. Først var alt normalt, men efter en uge følte jeg, at noget ikke var i orden.

- Jeg fik feber, kunne ikke spise, og mit ben gjorde ondt. Jeg vendte tilbage til hospitalet, og de fandt ud af, at jeg havde en infektion med bakterier. Derefter tilbragte jeg halvanden måned på hospitalet, hvor jeg fik antibiotika og fire operationer, hvor de skulle ”rense” knæet.

- I al den tid havde jeg stadig feber, og tingene var virkelig dårlige. Jeg tabte 10 kilo, fordi jeg kun kunne ligge i sengen. Jeg troede, jeg ville miste mit ben. Til sidst tog de dette nye korsbånd ud, og tilstanden blev bedre, siger Sikosek.

Så var der brug for endnu en operation.

- Det skete for tre måneder siden, og denne gang gik alt godt. Jeg var virkelig uheldig, fordi jeg blev skadet på toppen af min karriere. Jeg var heller ikke i stand til at spille for landsholdet i EM-kvalifikationen, så det var virkelig smertefuldt.

- Men jeg lever efter mit motto, som er: tudo passa. Det betyder, at alt vil passere. Vi skal vide det i gode og dårlige tider, siger Sikosek til bold.dk.

Den slovenske back regner med at være fit for fight til maj, hvor der er cirka en måned til, at Danmark og Slovenien mødes ved EM i Tyskland.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

FT

BIF

1 - 3

HIF

Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce