Brøndby har forstærket defensiven med 28-årige Ben Godfrey, der er kommet til Vestegnen på en lejeaftale frem til sommer.
Der er dog en væsentlig detalje i handlen mellem de blågule og Atalanta.
Som italienerne skriver i deres pressemeddelelse, har Brøndby nemlig fået en købsoption med i transferen, og dermed kan Brøndby - på papiret - gøre skiftet permanent, hvis Steve Cooper og co. udnytter optionen, når lejeopholdet slutter om små seks måneder.
Men helt så enkelt bliver det ikke.
Bold kunne i mandags fortælle, at en eventuel købsoption på Ben Godfrey vil være på sådan et niveau, at en sommertransfer vil være uden for Brøndbys økonomiske rækkevidde.
Artiklen fortsætter efter billedet

Og det er fortsat tilfældet.
Hvis ægteskabet mellem Brøndby og Ben Godfrey bliver et lykkeligt et af slagsen, og begge parter er interesserede i at fortsætte samarbejdet på den anden side af sommerferien, vil det kræve, at Brøndby får forhandlet købsoptionen - og dermed prisen - drastisk ned.
Derudover scorer Godfrey angiveligt en årsløn på over 30. mio. kr. i Atalanta på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2028. Altså har Godfrey over 60 mio. kr. til gode i Atalanta, hvilket er mange penge at give afkald på, når lønnen vil være på et helt andet niveau i Brøndby.
Godfrey blev i 2020 solgt for over 200 mio. kr. fra Norwich til Everton. Fire år senere rykkede han til Atalanta, der ifølge BBC betalte i omegnen af 10 mio. pund, ca. 85 mio. kr., for englænderen.
Altså har italienerne investeret mange penge i den erfarne stopper, da de hentede ham i Merseyside-klubben, og ifølge Bolds oplysninger ligger Brøndbys købsoption da også et godt stykke over fem mio. euro, små 40 mio. kr.
Efter bare seks måneder i Bergamo blev han udlejet til Ipswich. Sidste sommer skiftede han så til Sheffield United på en ny lejeaftale, men den er blevet afbrudt før tid. Nu er det altså i Brøndby, Godfrey skal have spilletid og vise sine evner.
Og netop udsigten til en masse minutter samt muligheden for at vise sig godt frem i Superligaen og derigennem få ny eksponering gør, at Atalanta ifølge Bolds oplysninger ser god værdi i dealen med Brøndby.
Derudover har Steve Cooper også spillet en stor rolle.
- Da jeg havde den første snak med ham, forklarede han, hvor særlig klubben er. Den passer perfekt til mig og min familie, lød det fra Ben Godfrey i Brøndbys pressemeddelelse.
Englænderen støder til Brøndbys træningslejr i Portugal i løbet af torsdagen.

Birk klar til comeback
Hattrick | Afsnit 73Efter måneder væk fra rampelyset melder Frederik Birk sig nu klar til næste skridt i trænerkarrieren – men hvad er det for et job, han går efter?
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga
































