Brøndby må undvære Bartosz Slisz til søndagens derby mod FC København.
De blågule har ellers forsøgt at appellere de to gule kort til polakken, da man mente, at dommer Morten Kroghs beskrivelse af situationen var i modstrid med Slisz' egen forklaring.
Fodboldens Disciplinærinstans afviste appellen, hvilket Brøndby har accepteret.
Men til Viaplay har Brøndby-fodbolddirektør Julius Ohnesorge fortalt, at han ikke forstår, hvorfor lydoptagelsen af dialogen mellem Krogh og Slisz ikke er brugt som bevist i sagen.
- Der var beviser - en lydoptagelse af deres dialog - som ikke bliver brugt som bevis. Det er vigtigt, at man tager alle beviser med, så man når frem til den rigtige konklusion, siger Ohnesorge til Viaplay.
Der findes nemlig en lydoptagelse, men den er altså hverken blevet brugt som bevis eller sendt til Brøndby, som klubben ellers har anmodet om.
Artiklen fortsætter efter billedet

Bold har derfor rakt ud til Jens Hjortskov, der er formand for Fodboldens Disciplinærinstans.
Brøndby savner gennemsigtighed. Hvis I har en lydfil, som Morten Krogh siger, kan bakke hans påstand op, burde man så ikke bare tage den i brug? Det ville vel være et definitivt bevis?
- Vi har afsagt en kendelse, og der står, hvad vi har at sige om sagen deri. Vi har forelagt episoden for dommeren, som har kigget den igennem igen. Han har fastholdt sin kendelse, og derfor er dommen stadfæstet.
- Der skal meget til at ændre på en kendelse, når dommeren har gjort som her. Hele denne appel er foregået helt i overensstemmelse med praksis.
Hvorfor må Brøndby ikke få lydfilen?
- Det er ikke vores opgave. Der står i kendelsen, hvorfor vi ikke udleverer den. Vi har fulgt praksis, og så har jeg ikke så meget mere at sige om det, lød det kort fra Hjortskov, der ikke havde tid til flere spørgsmål.
Ingen har hørt filen
Af Brøndbys forklaring fremgår det blandt andet, at Bartosz Slisz' reaktion mod Morten Krogh var et udtryk for 'chok og vantro' efter det første gule kort.
Det har dog jævnfør Fodboldens Disciplinærinstans' kendelse ikke været grund nok til at tage lydfilen i brug, da Morten Krogh har valgt at fastholde sin forklaring.
Det er derfor vigtigt at understrege, at Fodboldens Disciplinærinstans heller ikke har hørt lydfilen, som slet ikke er taget i brug i denne sag.
- Efter en gennemgang af Brøndby IF’s protest, det medsendte video- og billedmateriale samt dommerens redegørelse, finder Fodboldens Disciplinærinstans ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte dommerens vurdering under kampen, som efterfølgende er fastholdt.
- Fodboldens Disciplinærinstans har herunder lagt vægt på, at det fremlagte videomateriale efter instansens vurdering ikke giver grundlag for at tilsidesætte dommerens beskrivelse af spillerens adfærd i forbindelse med de to gule kort.
- Det forhold, at spilleren ikke havde fysisk kontakt med dommeren, eller at spilleren efter egen forklaring ikke havde til hensigt at optræde aggressivt eller respektløst, kan ikke føre til en anden vurdering. Det samme gælder det forhold, at spilleren var anfører.

- Det forhold, at en anfører som udgangspunkt kan henvende sig til dommeren, indebærer ikke en særlig adgang til at protestere over for dommeren. Det fremgår således af Fodboldlovens retningslinjer, at enhver spiller, herunder anføreren, der viser uenighed ved ord eller handling, skal advare
- For så vidt angår det andet gule kort finder instansen heller ikke, at spillerens forklaring om, at hans reaktion var udtryk for chok og vantro, giver tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte dommerens beskrivelse af, at spilleren fortsatte sine protester trods gentagne anmodninger om at stoppe.
- Det forhold, at reaktionen efter spillerens opfattelse var en umiddelbar og følelsesladet reaktion på det første gule kort, kan heller ikke føre til en anden vurdering. På det foreliggende grundlag har instansen derfor heller ikke fundet anledning til at indhente den omtalte lydoptagelse, lyder det i kendelsen, som kan læses i sin helhed her.
27-årige Slisz står noteret for 23 kampe i Brøndby-trøjen.

Blandet nyt fra AGF
Hattrick | Afsnit 22AGF er videre i Pokalen med klubbens første sejr i ti forsøg, og undervejs gjorde Frederik Tingager comeback. Til gengæld er Kevin Yakob ude på ubestemt tid.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga

























