Den 9. september landede der lidt af en bombe på den københavnske vestegn.
Frederik Birk var blevet fyret, og ny mand ved roret var i stedet den tidligere Leicester- og Nottingham Forest-boss Steve Cooper.
Chokket over waliserens ansættelse har nu lagt sig, og samtidig har han haft mulighed for at lære sine nye spillere bedre at kende, efter han på baggrund af to træninger førte Brøndby til en 2-1-sejr over FCK.
Spørger man Benjamin Tahirovic, har det været godt for hele klubben, at Birk blev skiftet ud med Cooper:
- Jeg synes, at det har været godt for alle med den nye træner. Både klubben og truppen, men især os spillere kan se og mærke, at træningsniveauet- og standarden virkelig er højnet.
- Det er selvsagt positivt. Vi vandt endda et derby hjemme mod FCK efter to træninger, så det hele har været positivt, og det håber vi, at det bliver ved med at være.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det har været en god start under Cooper. Det, jeg allerbedst kan lide, er, at han vil have struktur, gøre det på sin egen måde, og så forlanger han meget af os, fordi han tror på os, siger Tahirovic.
Bosnieren fortæller, at tilliden smitter:
- Coopers tro på os gør, at tilliden ryger tilbage til ham, for vi tror virkelig på ham. Jeg synes, at trænerskiftet har været godt, både for mig, men jeg kan også godt sige på vegne af resten af holdet, at det har været godt.
- Det har været godt for hele Brøndby, for Cooper kommer ind med noget nyt. Han får os til at forstå, hvad det betyder at spille i Brøndby.
Savnede du struktur under Birk?
- Ja, det synes jeg. Med al respekt for alle de trænere, der har været her, så er der meget mere struktur nu. Der er også mere klarhed.
- Nu ved jeg, hvad der forlanges af mig, og hvor jeg kan forvente, at mine medspillere er. Det gør det meget lettere inde på banen. Jeg behøver ikke kigge efter dem, for jeg ved, hvor mine holdkammerater er derinde.
- Der er stadig frihed for os spillere, men der var for mange uklare situationer under Birk, og nu er det hele kommet mere på plads.
Tabte Birk omklædningsrummet til sidst?
- Det ved jeg ikke. Vi gør altid, hvad der bliver bedt om, for vi er professionelle, og klubben betaler os for at gøre, som træneren vil have det. Så det er et svært spørgsmål, som nok skal stilles til Frederik Birk i stedet, afslutter Tahirovic.
Frederik Birk nåede blot 30 kampe som permanent træner i Brøndby. Du kan danne dig et overblik over hans tal i Brøndby her.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga






































