2025-05-20 08:00:00

Brøndbys nye våben var Robin van Persies nummer et

Mats Köhlert er tæt på et skifte til Brøndby. Falder de sidste brikker på plads, kan fansene på Vestegnen se frem til en spiller med et helt særligt våben og et noget anderledes ritual, Robin van Persie aldrig helt forstod. Men den hollandske legende holdt af ham.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Kun med Bold+

Du har sikkert set det før.

Måske når FC Midtjyllands kaptajn Mads Bech Sørensen gør sig klar til at kaste et af sine velkendte lange indkast.

Ligger der et håndklæde i nærheden, samler han det op og bruger det til at tørre bolden af, inden han smider bolden ind i feltet. Og han er langt fra den eneste til at gøre det.

Men måske får Superligaen snart en spiller at se, der tager den fremgangsmåde til et andet niveau.

For Mats Köhlert, som er tæt på at bytte Heerenveen ud med Brøndby, insisterer på, at bolden altid skal være tør, når han tager sig af hjørnesparkene i Æresdivisionen.

Et håndklæde på sidelinjen bliver med andre ord flittigt brugt, når Mats Köhlert er i nærheden.

- Ingen forstår rigtig hvorfor. Selv Robin van Persie, der var cheftræner i Heerenveen, havde ikke den fjerneste idé om årsagen, så da jeg på et tidspunkt lavede en historie om hans gode indlægsfod og vilde offensive stats, tog jeg spørgsmålet med til Mats selv.

- Han sagde bare, at det er blevet lidt af et ritual for ham. Og så længe det virker, er der ingen grund til at lave om på det, selvom nogle fniste lidt af det, fortæller Bart Kruyt til Bold.

Bart Kruyt er journalist på det store hollandske medie Voetbal International.

Han har de senere år fulgt Mats Köhlert suse op og ned ad sidelinjen et hav af gange i sin dækning af Heerenveen og med egne øjne set, hvordan tyske venstreback har stadfæstet sin status som en af de mest chanceskabende spillere i Æresdivisionen. En status, der dog også har kostet den anden vej.

Anekdoten om håndklædet virker måske bizar, men den taler ind i, hvilket våben Mats Köhlert kan blive for Brøndby.