En ny forening så dagens lys for tre dage siden.
Fodbold Forening Brøndby er det nyeste tiltag fra fans af Brøndby i håbet om at opnå mere medbestemmelse i klubben, som lige nu er under ejerskab af den amerikanske investorgruppe Global Football Holding (GFH).
Trods adskillige protester mod Brøndby-ejerne fra fans af klubben siden opkøbet i oktober 2022, skal den nye forening ikke ses som en tilføjelse til disse.
- Det handler ikke så meget om GFH. Det, vores forening handler om, er, når GFH ikke er her mere. Og det, vi vil sikre, er jo, at der ikke kommer en eller anden ind udefra og overtager.
- Og altså GFH ser jo ganske fornuftigt ud indtil nu, men vi ved jo ikke, hvad vi får bagefter, det kan jo være alt muligt frygteligt, siger formand og stifter af Fodbold Forening Brøndby, Jesper Friberg, til Bold.
Fodbold Forening Brøndby er en medlemsforening, hvor det med forskellige størrelser af kontingenter er muligt at smide i en pulje, som på sigt skal vokse sig så stor, at man har magten til at købe GFH’s ejerandel i Brøndby IF.
Hvis amerikanerne altså overhovedet ønsker at sælge.
- Det er vigtigt at sige, at vi er helt afhængige af, om de vil sælge.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi presser dem ikke til noget. Det er den dag, de er klar til at sælge, at vi gerne være klar til at købe, siger formanden for den nystartede forening.
Derfor er der heller ikke sat en deadline for Fodbold Forening Brøndby, som selvfølgelig kommer til at gøre medfans opmærksomme på foreningen, men Jesper Friberg slår fast, at de ikke kommer til deltage i diskussioner om det nuværende ejerskab.
- Vi er overhovedet ikke en fanpolitisk organisation på nogen måde. Vi er en ejerskabsforening, og det er det eneste formål, vi har.
- Så vi kommer ikke til at blande os i nogen fanpolitiske diskussioner overhovedet. Det er ikke det, vi er sat i verden for, fortæller Jesper Friberg.
Til Brøndbys forårspremiere i Superligaen er det planen, at der skal deles flyers ud, som skal lokke medlemmer til.
Ingen dialog med GFH
GFH er medejer i meget mere end bare Brøndby og har blandt andet ejerandele i klubber som Crystal Palace, Augsburg og ADO Den Haag.
Amerikanerne er altså flerklubsejere, og af den grund har de siden købet af Brøndby i oktober 2022 været under hård kritik på Vestegnen fra blandt andet fangruppen Alpha og den samlede organisation kaldet Fanafdelingen.
Demonstrationer iført orange, som skal symbolisere et blødende hjerte blandet med den gule klubfarve, stemningsboykot og adskillige råb mod GFH før og efter kampe.
Alt i alt fordi mange fans i Brøndby ønsker et ejerskab a la Jan Bech, som udelukkende har Brøndbys interesser for øje.
Fodbold Forening Brøndby er dog ikke en politisk bevægelse, som vil skubbe amerikanerne ud, men det betyder nødvendigvis ikke, at de vil bakke op om GFH.
På foreningens hjemmeside skrives det, at GFH anerkendes som nuværende ejere, mens der i pressemeddelelsen, som kom ud mandags, stod følgende:
Vi er en stor gruppe med glødende Brøndbyhjerter, som fra vidt forskellige udgangspunkter er gået sammen om at etablere FFB med det ambitiøse og langsigtede mål at få klubben under fællesskabets kontrol. Brøndby IF’s fremtidige ledelse og bestyrelse skal ene og alene have Brøndby IF’s bedste for øje, og klubben skal stå i egen ret, fri for tvivl om andres interesser og hensyn.
- Vi har ikke haft nogen dialog med GFH, men jeg har orienteret klubben om, at vi snart er oppe. Det har jeg gjort for en måneds tid siden, fortæller Jesper Friberg.
Meddelelsen blev ifølge ham blot ’noteret’ af Brøndby IF.
Vil overtale nuværende aktionærer
GFH er ikke de eneste ejere af aktier i Brøndby IF, hvor der også er en ret stor andel af småaktionærer.
Dem har man i Fodbold Forening Brøndby et ret godt øje til.
- Det sekundære formål, vi ligesom har, er også at prøve at samle alle de små aktionærer, der er i klubben. De ejer rent faktisk omkring 30 procent af klubben, og dem kunne vi godt tænke os at være en aktionærforening for.
- Under de bedste omstændigheder, så kunne vi registrere alle 30 procent, men det er nok ikke så realistisk.
- Men så lad os sige 20 eller 15, og så kan vi købe resten selv i foreningen og så på den måde få så meget ud af vores penge som overhovedet muligt, fortæller formand Jesper Friberg til Bold.
Medlemmer kan ikke få kontingent tilbage
Målet er i første omgang 2500 betalende medlemmer, som skal være med til at rejse den nødvendige kapital.
Det kan man som Brøndby-fan være med til ved at betale et årligt kontingent på alt mellem 600 og 1964 kroner, mens virksomheder kan smide 5000 årligt i projektet.
Pengene skal så forvaltes af professionelle investeringsfolk, så formuen kan vokse sig størst mulig.
Hvor meget man ender med at kan samle sammen, kan der naturligvis ikke siges noget om, men sikkert er det, at når medlemmerne først har betalt, så ser de aldrig selv pengene igen.
For hvis Fodbold Forening Brøndby en dag lukker ned igen, så overføres de indsamlede penge til moderklubben Brøndbyernes Idrætsforening.
Om det kan skræmme eventuelt interesserede væk, vil formand Jesper Friberg ikke afvise.
- Ja, det er jo klart, at det var de vilkår, det her kunne laves under. Det kunne måske godt have været lavet som en investeringsforening, men det var utroligt kompliceret rent skattemæssigt. Den droppede jeg den idé ret hurtigt.
I stedet appellerer han til, at interesserede kan komme til at få medindflydelse, og det skal være det, der lokker folk til.
- Det man også skal huske ved et medlemskab, er jo, at man får noget medbestemmelse og en stemme ved generalforsamling. Og man kan stille op til bestyrelsen, hvis man vil det, og den vej igennem præge det, fortæller han.
På Fodbold Forening Brøndbys hjemmeside kan man følge udviklingen i medlemstallene, som fra onsdag formiddag til torsdag middag er steget fra 142 til 203.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga

































