Kun med Bold+
For nogle år siden var mange Superliga-klubber ude efter en talentfuld angriber.
18 mål i seks kampe for Roskildes U15-hold var ikke bare opsigtsvækkende.
Det var ekstraordinære tal, som affødte stor interesse og rødglødende telefoner i klubhuset i den sjællandske fodboldklub.
Dengang var Brøndby blandt bejlerne, men hans næste destination skulle vise sig at blive hos ærkerivalerne fra FC København.
Alligevel var det cirka tre år senere i en gul og blå trøje, at angriberen fra Himmelev-Veddelev fik sin Superliga-debut.
Siden fulgte karrierens første seniorscoring, og nu deler han hver dag omklædningsrum med den angrebskollega, der var en af årsagerne til, han fravalgte muligheden på Vestegnen i første omgang.
Her er historien om det nyeste og varmeste skud på Brøndbys angrebsstamme.
18-årige Oskar Fenger, der på bare ni måneder overhalede sin egen udviklingsplan med raketfart på Vestegnen.
- Jeg tror ikke, der var en eneste i Brøndby, som forventede, at det ville gå så stærkt. Man håber jo altid, at den slags historier dukker op, men vi havde mere tålmodighed. Det er gået hurtigere og bedre, end vi lige havde regnet med, da vi først gik ind i det.
- Jeg vil så sige, at vi ret hurtigt kunne se, at det her projekt ville blive spændende, hvis det blev ved med at gå så godt. Der var mange indikationer på, at den plan, vi havde lagt, godt kunne lykkes, og derfor forlængede vi også hans aftale kort tid efter, han var kommet til.
- Det var en måde at give hinanden hånden på for at se, om vi kunne tage samarbejdet til det næste niveau. Der skal være en masse kredit til dem, der har arbejdet med ham, men kreditten skal jo gå til Oskar. Det er ham, der har lavet arbejdet i sidste ende.
Sådan lyder ordene fra Brøndbys akademidirektør Bjørn Holm, der i hvert fald ikke er i tvivl om, at den unge angribers case er lidt ekstraordinær.


Brøndby IF
3F Superliga