2025-12-24 10:00:00

Julegave fra Bold+: Birk-fyring bag facaden - legede længe med ilden

Frederik Birk havde store ambitioner, men efterlader et hold, der aldrig kom til at føre hans vidtløftige planer ud i livet. Ét ord i klubbens udmelding var afgørende for fyringen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

I aften er det juleaften, og mens du drømmer om de bløde pakker, kan du fordrive ventetiden med gratisgaver fra Bold+. Vi udgiver i dag ti artikler, der er blevet udgivet i Bold+ i løbet af 2025. 

Kan du lide, hvad du læser, kan du blive abonnent på Bold+ lige her til en intropris på 49 kr. for tre måneder. Glædelig jul!

Denne artikel er fra 9. september 2025. 

Frederik Birk er fortid i Brøndby. Fyret fra det job, han mener, han passede så godt til.

Blot 244 dage fik han i cheftrænerstolen på Vestegnen.

Det var med store armbevægelser og voldsomme ambitioner, Frederik Birk satte sig i sædet.

Der skulle ild i Brøndby Stadion. Brøndby skulle være mere aggressive og spille langt mere i banens længderetning.

Sagt meget enkelt skulle Brøndby med Frederik Birk som cheftræner ikke spille kaosfodbold, men alligevel være langt mindre i kontrol, end hvad tilfældet var under hans forgænger, Jesper Sørensen.

Fyringen kom tirsdag ud af det blå sidst på eftermiddagen på Vestegnen. For Frederik Birk nåede at stå i spidsen i testkampen mod FC Nordsjælland klokken 12.

Og det var først i timerne efter 1-1 kampen, at øvrige ansatte i Brøndby ifølge Bolds oplysninger fornemmede, at der var noget opsigtsvækkende undervejs på ledelsesgangene.

Siden blev det nogle kaotiske timer i den kortvarige proces med at tage afsked med Frederik Birk. 

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Julegave fra Bold+: Birk-fyring bag facaden - legede længe med ilden
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det var egentlig planen, at spillerne skulle holde fri onsdag, men de planer blev ændret, og fridagen blev inddraget, så den nye cheftræner - walisiske Steve Cooper - kan hilse på Brøndby-spillerne hurtigst muligt, hvis altså hans arbejdstilladelse når at falde på plads.

Som Bold forstår det, bliver den øvrige trænerstab ikke berørt her og nu. I skrivende stund skal Steve Cooper dermed arbejde sammen med den nuværende assistenttræner og dødboldansvarlige Henrik Hansen og individuel træner Kevin Mensah. Det er endnu ikke afgjort, om Cooper tager sin egen assistent med sig til Brøndby.

Men sikkert er det, at staben omkring den nye cheftræner skal udvides. Jagten på den rigtige kandidat har stået på længe, og det ændrer tirsdagens bombe ikke på.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Brugte sit netværk
Fyringen af Frederik Birk og ansættelsen af Steve Cooper blev en kort proces, som for mange kom på et uventet tidspunkt. Blot fire dage før derbyet mod FC København.

Kort efter nederlaget til FC Midtjylland begyndte Brøndby-toppen - med næstformand Scott McLachlan i spidsen og fodbolddirektør Benjamin Schmedes - arbejdet på en ny løsning på trænerfronten.

Meldingerne er, at Scott McLachlans netværk har haft stor indflydelse på, at Brøndby kom på sporet af Steve Cooper. 

Samtidig har Benjamin Schmedes i sin Brøndby-tid ikke været bleg for at hive personer fra sin egen kreds til Vestegnen. Det vidner ansættelsen af Julius Ohnesorge om. En mand, der i dag er Brøndbys tekniske direktør, og som Schmedes kender indgående fra fortiden i VfL Osnabrück.

Her tager vi dig med bag facaden og fortæller historien om, at der i flere tilfælde i løbet af Frederik Birks blot 244 dage har været situationer, hvor hans job har været alvorligt i farezonen.

Når man læser afskedssalutten fra Brøndby, er der specielt ét ord, man skal hæfte sig ved som en af årsagerne til fyringen af Frederik Birk.

For lavt bundniveau
Det var med store armbevægelser, Frederik Birk 8. januar tiltrådte jobbet i Brøndby på en aftale, hvor kontraktlængden aldrig blev meldt ud. 

Klubben beskrev den som flerårig, men som Bold forstår det, var det på en aftale til sommeren 2028.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Den nytiltrådte fodbolddirektør Benjamin Schmedes havde ikke været en del af ansættelsesprocessen. Den havde næstformand Scott McLachlan stået for.

Men det blev Schmedes, der kom med meldingen om store forventninger til samarbejdet:

- En flerårig kontrakt er en god mulighed for både os og Frederik at udvikle holdet og klubben, og nu ser vi frem til at jagte medaljer i ligaen og pokalen. Vores mål er Europa, og vi er glade for at have Frederik ved roret, sagde Benjamin Schmedes.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

9. september blev døren lukket og det skete med en afskedssalut, hvor der blandt andet stod:

- Frederik er utvivlsomt en dygtig træner, og vi har aldrig været et sekund i tvivl om hverken hans kompetencer eller store engagement. Når vi alligevel er nået frem til en konklusion om at ophæve samarbejdet, handler det om, at holdets udvikling, stabilitet og bundniveau ikke har levet op til de ønsker og ambitioner, vi har, lød meldingen fra Benjamin Schmedes.

Her skal man, ifølge Bolds oplysninger, specielt hæfte sig ved, at man har brugt ordet bundniveau.

For det har været en enorm frustration hos Brøndby-toppen, at udsvingene har været så store, som tilfældet har været under Frederik Birk.

Det skal ikke mindst ses i lyset af, at Brøndby aktuelt har klubhistoriens dyreste spillertrup med et spillerbudget på mere end 160 mio. kr.

Flere trusler undervejs
Som Bold forstår det, måtte sportsdirektør Benjamin Schmedes slå i bordet kort inde i foråret.

Brøndby havde vundet forårspremieren mod Viborg med 4-1, men siden spillede de 2-2 i Vejle og 1-1 mod Lyngby. Lige pludselig var pladsen i top seks i farezonen. Det blev ikke bedre af 2-4-nederlaget i Randers.

Så ventede kampen, der på det tidspunkt var altafgørende for Frederik Birk.

Brøndby skulle for enhver pris kvalificere sig til mesterskabsspillet.

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix.

For klubben ville det være katastrofalt at være uden for det fineste selskab.

Det skete med mindst mulige margin. En målscore, der blot var ét mål bedre end Silkeborg, som de spillede 2-2 med på sidste spilledag i grundspillet.

Siden spillede Brøndby faktisk et mere end godkendt mesterskabsspil. De indledte med tre sejre i træk, fik 14 af 18 mulige point i de seks første kampe og var tæt på at komme ind i mesterskabskampen, men tabte først til FCK og siden til FCM.

Frederik Birk præsterede historiens næstbedste mesterskabsspil for Brøndby.

Vejle-sejr forlængede livlinen
Som sæsonen startede og udviklede sig, så man ingen fremgang i måden, Brøndby spillede på.

De stod ofte afventende og var ikke aggressive, som Frederik Birk ellers havde lovet.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Superliga-starten var ellers godkendt. To sejre i træk, men så tabte de til Viborg og ramte efterfølgende et historisk lavpunkt mod islandske Vikingur i Conference League-kvalifikationen med 0-3-nederlaget.

Som Bold forstår det, blev den efterfølgende Vejle-kamp en slags skæbnekamp for Frederik Birk.

Nu vandt han 2-1 og fik på den måde forlænget levetiden som cheftræner.

Han sluttede med at tabe tre kampe i træk inden for én uge, hvor Brøndby samtidig røg ud af Europa.

Nederlaget mod Sønderjyske afslørede igen bundniveauet, exittet i Europa til Strasbourg udstillede manglende kvalitet og nedturen mod FC Midtjylland illustrerede, at der er stor forskel på et af topholdene i Superligaen og Brøndby.

På den måde var det ikke udelukkende på grund af nederlagene, Brøndby fyrede Frederik Birk. Det var på grund af den manglende stabilitet og ikke mindst bundniveauet.

Podcast Cover

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK

Hattrick | Afsnit 82

FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.

Læs mere
-20:07

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce