Det rykker nærmere for Brøndby. Klubben er tæt på at have den nye sportsdirektør på plads.
Jesper Fredberg er nu udpeget som topprioritet til posten. Det er den 43-årige tidligere Anderlecht-sportschef, der er udpeget til at være manden, som skal udfylde det store hul, Carsten V. Jensen efterlod, da han 8. oktober blev fyret af bestyrelsen.
Bold kunne i sidste uge løfte sløret for, at der allerede havde været dialog mellem Brøndby og Jesper Fredberg.
Som vi nu forstår, er Jesper Fredberg topprioriteten på ønskelisten på Vestegnen, hvor der har været mange kandidater gennem systemet, inden man endegyldigt er havnet på Jesper Fredbergs navn.
Det er helt naturligt, at personer som Jan Laursen og Randers-sportsdirektør Søren Pedersen også har været i spil til jobbet.
Jesper Fredberg passer godt på den profil, som Brøndby er på jagt efter.
Artiklen fortsætter efter billedet

Fredberg har stor international erfaring fra sine job både på Cypern, i Grækenland og senest i Anderlecht, hvor han i to år var sportsdirektør i den belgiske traditionsklub.
Jesper Fredberg har en stærk og solid baggrund i fodboldbrancen. Og så diskvalificerer det ham helt sikkert ikke, at han har en fortid i netop Brøndby, hvor han var træner for klubbens U17-mandskab fra 2009-2010.
Der er – som Bold forstår det – endnu intet skrevet under. Kontrakten er ikke på bordet endnu, men det nærmer sig.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.
Med i ligningen om Jesper Fredbergs fremtid hører det med, at han angiveligt også har nogle muligheder i udlandet, som er med i overvejelserne.
Det er ikke mere end én uge siden, at Jesper Fredberg i et interview med Viaplay nærmest kastede sig i armene på Brøndby og flirtede om at få det prestigefyldte job.
- Jeg synes, Brøndby er en stor klub med en stor historik. Det er også et spændende og stort job, sagde Jesper Fredberg.
Man kan ikke udelukke, at jobbet som sportsdirektør i Brøndby kan blive delt op i fremtiden.
Det kan være et job med fokus på Superligaen og et job med stærkere fokus på Masterclass, hvor Brøndby satser stort og derfor er tvunget til at være med i konkurrencen om de fremtidige unge stortalenter.
Brøndby forventer at have en sportsdirektør på plads inden jul.
Bold har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jesper Fredberg.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


Brøndby IF
3F Superliga

































