Da Brøndby og Silkeborg mødtes 16. marts i grundspillets sidste kamp i 22. spillerunde i sidste sæson, var det ikke kun de to klubbers top seks-skæbne, der fyldte i dagene og timerne efter.
De medrejsende tilskuere i udebaneafsnittet på Brøndby Stadion fik sig nemlig en voldsom og meget omtalt forskrækkelse i løbet af anden halvleg, da tre kanonslag blev kastet ind mod menneskemængden.
Handlinger, der har fået konsekvenser for to mænd, som er blevet tiltalt i sagen og skal for Retten i Glostrup på mandag.
Det viser en aktindsigt i anklageskriftet, Bold og Ekstra Bladet har fået hos Københavns Vestegns Politi.
Begge mænd er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1 for på ’hensynsløs vis at have forvoldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed, idet tiltalte kastede tre kanonslag eller lignede pyrotekniske artikler mod udebaneafsnittet, hvor Silkeborg IF’s fans stod’.
Det fremgår af anklageskriftet, at ét kanonslag 'umiddelbart eksploderede i nærheden af et barn, der kom gående ved siden af udebaneafsnittet'.
Artiklen fortsætter efter billedet

Et andet kanonslag gik af tæt på de medrejsende tilskuere, hvilket har betydet, at en person har pådraget sig forbigående høreskader.
Derudover er begge mænd tiltalt for overtrædelse af fyrværkeriloven.
Bold har været i kontakt med Kirsten Birch, der er forsvarsadvokat for en af de tiltalte, og hun siger kortfattet om den forestående retssag:
- Min klient nægter sig skyldig og har ingen kommentarer til sagen.

Ulovlig tvang
Den ene af de to tiltalte mænd har tilsyneladende haft en travl aften og nat, for han er også blevet tiltalt i et tredje forhold.
Natten til 17. marts - efter opgørene i 22. spillerunde, hvor samtlige 12 Superliga-hold var i aktion på samme tid med kampstart kl. 17.00 - har tiltalte, ifølge anklageskriftet. på Albertslund Station tvunget to personer ’til at tage deres FCK-trøje, t-shirt og halstørklæde af’.
Efter aggressive tilråb fra tiltalte, hvor han truede med at bruge vold, endte det med, at de to forurettede personer tog deres t-shirts af.
FC København mødte den 17. marts Viborg på Energi Viborg Arena.
Bold har været i kontakt med Asser Gregersen, der er forsvarsadvokat for den anden af de to tiltalte.
Han har onsdag holdt møde med sin klient, og i den forbindelse oplyser han via sms, at hans klient også nægter sig skyldig i tiltalen.
200.000 kr. i bøde - Brøndby tager afstand
I kølvandet på den omtalte kamp mellem Brøndby og Silkeborg meldte Brøndby ud, at den ene af de to gerningsmænd var blevet identificeret og tildelt en længerevarende karantæne, ligesom efterforskningen af den anden gerningsmand ville fortsætte.
Gennemgang af videoovervågningen viste, at det var to udefrakommende personer, som kastede tre kanonslag i retning mod Silkeborg-afsnittet.
- Vi er utrolig ærgerlige over denne episode og tager på det kraftigste afstand fra det, lød det dengang fra den tidligere administrerende direktør i Brøndby, Ole Palmå, til klubbens hjemmeside.

- Vi beklager meget overfor Silkeborgs fans, da ingen skal føle sig utrygge, når de går til fodbold. Vi tager episoden meget alvorligt, og vi har påbegyndt vores efterforskning, ligesom vi kommer til at anmelde det til Københavns Vestegns Politi.
I slutningen af marts blev Brøndby desuden idømt en bøde på 200.000 kroner af Fodboldens Disciplinærinstans som følge af episoden på Brøndby Stadion.
I kendelsen begrundede instansen blandt andet bøden med, at Brøndby som arrangerende klub har ansvaret for at sikre sikkerhed og orden på stadion, hvilket de ikke formåede at opretholde.

Riemers nye kaniner
Hattrick | Afsnit 87Brian Riemer har i dag udtaget Danmarks trup til de kommende venskabskampe mod DR Congo og Ukraine. Det er en trup med flere velkendte landsholdsprofiler - men også et par overraskelser.
Læs mere

Brøndby IF
3F Superliga

































