Efter to tredjepladser de to seneste år skal det være i den kommende sæson, at Brønshøj sikrer sig oprykning til 1. division. Derfor arbejdes der i øjeblikket hårdt på at forstærke spillertruppen, så målsætningen kan indfries.
Tre nye spillere er allerede klar til at tørne ud for hvepsene. Det drejer sig om keeperen Kim Drejs, der senest har været i Hvidovre, den 29-årige rutinerede midtbanespiller Michael Jørgensen, som er hentet i FC Roskilde og den 20-årige talentfulde forsvars- og midtbanespiller Niclas Granzow, der har en fortid i Værløse og FC Nordsjælland.
- Målsætningen er at rykke op og for at leve op til det, skal vi bruge nogle dygtige spillere. Det har vi fået i de tre spillere. Det er fantastiske forstærkninger De kan forhåbentlig gøre en forskel for os, men vi er stadig på udkig efter et par spillere mere, siger Brønshøjs cheftræner, Bo Henriksen, der især glæder sig over, at man har fået styr på målmandspositionen.
- Det betyder meget, at vi får en keeper med format, der kan gå ind og sikre os vigtige point. Vi er glade for, at det er lykkedes at hente Kim.
Brønshøj har sagt farvel til hyperfarlige Danni König, Mads West, Rasmus Marvits og keeper Ulrich Thomsen.
houlind@bold.dk