Youssef Toutouh kan nu begynde at finde fodboldstøvlerne frem igen.
Han har nemlig fået en aftale på plads med Brønshøj Boldklub, som frister en tilværelse i Danmarksserien.
Det har klubben meldt ud tirsdag aften på sin hjemmeside.
- Youssef er en fantastisk person og en fantastisk tilføjelse til vores trup.
- Han har et højt niveau og kan nogle ting, som man normalt ikke ser på dette niveau. Og samtidig er Toutouh et super bekendtskab uden for banen, siger sportschef Thomas Ibsen til klubbens hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet

Toutouh har faktisk været i klubben det seneste stykke tid for at vurdere, hvorvidt han skulle fortsætte på en aftale, og den er altså nu faldet på plads.
Brønshøj forventer, at Toutouh inden for tre uger er i kampform og dermed kan hjælpe til inde på grønsværen.
30-årige Youssef Toutouh har været uden klub, siden han ikke fik forlænget kontrakten med Nykøbing FC ved årsskiftet.
Han har tidligere været forbi andre danske klubber som Hvidovre, FC København, Esbjerg og AGF.