


Premier League bliver en dansker rigere efter sommerferien.
Henrik Jensen er assistenttræner i Burnley, som mandag aften sikrede sig oprykning til Premier League med to runder igen.
Den store triumf kom i hus med en sejr over de direkte konkurrenter fra Sheffield United.
Burnley vandt 2-1 efter en kamp, der varede en evighed. Eller det følte Jensen i hvert fald.
- De sidste fem minutter vil altid blive lidt stressende, men jeg synes, vi får kontrolleret det rigtig godt og vinder fuldt fortjent.
- Uret stod stille. Jeg kiggede op flere gange, og det rykkede sig overhovedet ikke.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det føltes som om, det gik utroligt langsomt.
- Til sidst handlede det om at håndtere alle følelserne i kampen. Holde hovedet koldt.
- Og da slutfløjtet så lød. Det var en forløsning og en fantastisk følelse, siger han til Bold.
Burnley-fansene stormede på banen, da sejren var en realitet.
Det var en speciel oplevelse for alle involverede, siger Jensen, som også fortæller mere om holdets fejring efterfølgende.
- Bagefter var vi ude at fejre det på stadion sammen med spillere, stab og familier.
- Det var en kanon aften, hvor vi kunne nyde det sammen med alle dem, man har arbejdet hårdt med. Det betød meget.
Nu venter Premier League
Henrik Jensen kom til Burnley forud for denne sæson.
Den kommende Premier League-klub hentede ham i svenske Kalmar FF, og man kan vist roligt sige, at den danske hovedperson er tilfreds med skiftet.
- Det har været en enorm oplevelse. Både trænerfagligt og emotionelt. Ja, det hele.
- At vi kan stå til sidst og er rykket op. Det er fantastisk.
Efter sommerferien hedder opgaven Premier League, og det glæder han sig naturligvis til.
- Det er verdens bedste liga. Det er der, de bedste spillere og trænere er, så det bliver en fantastisk inspirerende opgave.
Men selvom oprykningen altså er i hus, så holder Jensen og co. stadig snuden i sporet. Sæsonen er ikke slut.
- Nu venter der to spændende kampe, hvor vi skal se, om vi kan vinde Championship. Det havde også været stort, fortæller han.
Burnley er nummer to i Championship. Kun en dårligere målscorer holder dem bag Leeds, der også skal spille Premier League i næste sæson.

Burnley
Championship


































