Premier League -AC om transfer: Chelsea lukkede den hurtigt
2019-02-16 09:00:01
Foto: Getty Images

AC om transfer: Chelsea lukkede den hurtigt

Andreas Christensen fortæller, at Chelsea i januar hurtigt satte en stopper for en eventuel transfer - og det er den danske landsholdsspiller ganske afklaret med. Han elsker nemlig stadig at være i klubben.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I sidste sæson var Andreas Christensen fast mand i Chelseas midterforsvar, men i denne sæson har Maurizio Sarri, der tog over som manager i sommer, kigget andre steder hen.

David Luiz og Antonio Rüdiger har stået forrest i køen i hele sæsonen, og det har efterladt Andreas Christensen med markant færre kampe end i sidste sæson.

Han har således hovedsageligt spillet i pokalkampe og Europa League, mens han i Premier League kun har fået to kampe.

- Det er svært. Lige nu er der to klare førstevalg, og så er der mig, der kommer lige efter. Jeg må bare vise, jeg er klar og gribe chancen, når jeg får den, siger Andreas Christensen til bold.dk.

Forsvarsspillerens bagland har tidligere talt om, at et januarskifte kunne blive aktuelt for Andreas Christensen, men det satte Chelsea meget hurtigt en stopper for.

- Der blev snakket en masse, men det blev ret hurtigt gjort klart for mig, at klubben stadig så mig som en af dem, der skal spille. 

- Det er selvfølgelig rigtig rart at høre, og jeg må bare blive ved med at vise mig frem. Jeg synes, jeg har gjort det godt, de sidste gange jeg har fået chancen, og så må jeg bare håbe, at der bliver peget på mig noget oftere, siger Andreas Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han erkender dog, at et klubskifte har været en seriøs del af overvejelserne i denne sæson.

- Der var selvfølgelig en masse overvejelser, men da de gjorde det klart for mig, at der var brug for mig i klubben, så var det egentlig ikke så svært for mig at acceptere det.

- Jeg har været i klubben i mange år, og jeg elsker stadig at være der. Det er udelukkende på grund af spilletiden, at der er blevet sat gang i overvejelserne. Men jeg kigger fremad og er meget afklaret med situationen, siger Andreas Christensen.

Den danske landsholdsspiller fik torsdag sin 15. sæsonkamp, da Chelsea på udebane mødte Malmø FF i Europa League.

nicolai@bold.dk


Foto: Getty Images

9 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Seneste nyheder

Seneste nyheder

0