

Det var lige ved og næsten for Danmark, da kvindelandsholdet i den grad bød VM-favoritten fra Australien op til dans.
I mandagens ottendedelsfinale leverede de danske kvinder nemlig en stor indsats, hvor Danmark gennem kampen havde flere store chancer.
Men det endte alligevel med et 0-2-nederlag til australierne, og det gør kun VM-skuffelsen endnu større for den danske lejr.
- Skuffelsen er ekstremt stor. Jeg synes, at vi døde med støvlerne på, siger landstræner Lars Søndergaard.
- Vi spillede med mod og fremadrettet, og vi havde mange forsøg på mål, men vi manglede så skarpheden.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg kunne derfor godt have ønsket, at vi var lidt mere effektive.
Landstræneren kunne dog alligevel tage noget positivt med fra kampen, hvor de danske kvinder fik vist sig flot frem på den største scene.
- Indsatsen og præstationen var rigtig fin. Vi gjorde alt, hvad vi kunne, og så kan man jo heller ikke være utilfreds.
- Jeg er derfor stolt af holdet, da de gav alt, siger Lars Søndergaard til bold.dk og resten af den danske presse efter kampen i Sydney.
Danmark kunne have taget fusen på alle ved at slå Australien.
Midtbanespiller Josefine Hasbo mener da også, at det skulle have været gået den vej på Stadium Australia.
- Jeg står virkelig med en tom følelse. Når man har set kampen, synes jeg, at vi var det bedre hold på bolden.
- Jeg er stolt af, hvordan vi har vokset os ind igennem turneringen. Vi leverede virkelig en god indsats, så jeg er ærgerlig over, at resultatet ikke afspejler det.
Er det ufortjent, at Australien er gået videre?
- Jeg synes lige så godt, at det kunne have været os, hvis man kigger på statistikkerne. Vi havde virkelig gode chancer, mens de ikke havde særligt meget. De var så bare superkyniske, siger Josefine Hasbo.
Næste opgave for det danske kvindelandshold er den 22. september.
Her gælder det nemlig Tyskland i Nations League, hvor opgøret bliver spillet på Viborg Stadion.


Danmark (k)
VM 2023




































