2023-08-07 14:24:07

Farvel til VM - dansk eventyr sluttede efter tæt duel

Danmark leverede ellers en flot kamp mod Australien, men VM-værterne var effektive på omstillingerne og slog danskerne med 2-0 i ottendedelsfinalen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Bold i Australien
Artiklen fortsætter efter indholdet

VM 2023 - ottendedelsfinale

FT

AUS

2 - 0

DAN

29'
10
Caitlin Foord
Mål
70'
20
Hayley Raso
Mål

Danmarks VM-eventyr fortsatte mandag, hvor det var blevet tid til ottendedelsfinalen mod Australien.

Her ventede der det danske kvindelandshold en utrolig svær opgave, da australierne er blandt favoritterne til at vinde VM.

Desuden var Stadium Australia i Sydney fyldt op med håbefulde australiere, da der var over 75.000 tilskuere på plads.

Men det var de danske kvinder ligeglade med.

I en fantastisk kulisse kom Danmark nemlig godt ud til opgøret, da de danske kvinder stormede ned mod den australske defensiv. 

Her havde Katrine Veje blandt andet et godt forsøg efter få sekunder.

Det bølgede dog frem og tilbage, og det var de mange tilskuere, eller i hvert fald størstedelen af dem, begejstret for. 

Artiklen fortsætter efter billedet

VM 2023 -Farvel til VM - dansk eventyr sluttede efter tæt duel
Foto: Jaimi Joy/Reuters/Ritzau Scanpix

Australien svarede nemlig igen få minutter senere og var ved at få scoret, men Simone Boye fik clearet i sidste øjeblik.

Efter ni minutter troede alle på Stadium Australia, at Danmark havde bragt sig foran. Lidt ud af ingenting slog Janni Thomsen en bold i feltet mellem venner og fjender.

Det forsøgte Rikke Marie Madsen at udnytte, men hun kom akkurat et sekund for sent på indlægget.

Danmark spillede i kampens indledning det bedste, som de har gjort i hele turneringen. De virkede på ingen måde påvirket af omstændighederne, mens de skabte flere store chancer.

Pernille Harder havde blandt andet flere løb op i banen med bolden, hvor hun sendte det ene skud efter det andet afsted, men keeper Mackenzie Arnold afværgede gang på gang.

Én chance var nok for Australien

Det kom til at koste Danmark, at de ikke formåede at score på deres chancer, da Australien svarede igen på en omstilling.

Efter 29 minutter angreb australierne med lynets hast, hvor Caitlin Foord til sidst blev sendt i dybden, og her kunne Stine Ballisager ikke følge med.

Arsenal-australieren endte derfor alene med Lene Christensen, og så fik hun hele Stadium Australia til at eksplodere, da hun sendte bolden i mål.

Det var stik imod spil og chancer, at Australien kom foran, men det var hjemmefansene ligeglad med, og de havde nu en fest på lægterne. 

Festen var tæt på at blive vildere endnu efter 38 minutter, da Foord igen kom frem til feltet og sendte et godt skud afsted.

Her lignede det ellers, at en dansker kom i vejen, så bolden røg til hjørne, men dommeren valgte i stedet at give Danmark et målspark trods store australske frustrationer.

Den australske bus stod i vejen for Danmark

Nu skulle kvindelandsholdet på jagt i anden halvleg, hvis det ikke skulle ende med en billet hjem til Danmark allerede.

Kampbilledet var da også det samme i anden halvleg, da Danmark sad på alt spillet, mens Australien blot stod og ventede på omstillingerne.

Danmark pressede videre i håbet om at få scoret det forløsende mål, men det var kun lige, ved og næsten.

Lars Søndergaard valgte så at satse i slutfasen, da de offensive spillere Mille Gejl og Signe Bruun blev smidt i aktion med en halv time igen.

Australien lå dog hele tiden og lurede, og efter 65 minutter satte Caitlin Foord igen fart på ned ad venstrekanten.

Til sidst smed hun bolden ind til Emily van Egmond, som forsøgte sig med en fræk hælafslutning, men Lene Christensen var klar inde i målet.

Dansk nedtur Down Under

Men efter 71 minutter gik den ikke længere.

Australien slog igen til på en omstilling, hvor bolden endte i feltet hos Emily van Egmond. 

Hun valgte så at lægge bolden til rette for Hayley Raso, som stensikkert bankede bolden ind i netmaskerne.

En våd klud i ansigtet på Danmark, som nu kun kom tættere og tættere på et farvel til VM.

Danmark formåede aldrig at svare igen, og derfor sluttede det danske VM-eventyr mandag aften, hvor ottendedelsfinalen og et 0-2-nederlag til Australien blev endestationen.

Det var på samme tid Lars Søndergaards sidste kamp med kvindelandsholdet, da han nu stopper som landstræner på den største scene af dem alle.

Artiklen fortsætter efter indholdet

VM 2023 - ottendedelsfinale

FT

AUS

2 - 0

DAN

29'
10
Caitlin Foord
Mål
70'
20
Hayley Raso
Mål
Annonce

55 kommentarer

Se kommentarer
Annonce