2025-08-28 11:50:01

Fire danske byer inkluderet i buddet på kvinde-EM

København, Aarhus, Odense og Brøndby danner den danske ramme for det dansk-svenske bud på kvinde-EM i 2029, der torsdag officielt er indsendt. Den danske regering støtter buddet med 10 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Det har efterhånden været kendt i et stykke tid, at Danmark og Sverige ønsker at afholde kvinde-EM 2029 i fællesskab. 

Torsdag er buddet så officielt blevet indsendt til UEFA. 

Det skriver DBU på deres hjemmeside. 

Her gør de det samtidig klart, at København, Aarhus, Odense og Brøndby skal danne rammen for den danske del af slutrunden. 

- Det her bud på EM-værtskabet er resultatet af et stærkt samarbejde på tværs af by- og landegrænser.  

Artiklen fortsætter efter billedet

EM 2025 -Fire danske byer inkluderet i buddet på kvinde-EM
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Der skal lyde en særlig tak til vores danske værtsbyer, København, Odense, Aarhus og Brøndby, samt de mange byer, der har tilbudt sig som basecamps for de deltagende hold, for den store opbakning og energi, de har lagt i buddet. 

- Uden deres engagement ville det ikke være muligt at præsentere en så stærk og ambitiøs plan, som vil styrke kvindefodbolden og fællesskabet mange år frem, siger Jesper Møller, formand i DBU.

Han bliver suppleret af Lars Lundov, der er direktør i Sport Event Denmark.

- Danmark har gennem årene vist, at vi kan skabe store fodboldøjeblikke som værtsland – fra U21-EM i 2011 til EURO2020 i 2021. 

- Med et EM-værtskab for kvinderne vil vi kunne binde en smuk sløjfe på vores værtskabshistorie og samtidig tage et vigtigt skridt ind i fremtiden.

- Fodbold for piger og kvinder fortjener sin plads i kalenderen, og en slutrunde i Danmark vil være et oplagt vindue til at formidle vores værdier om fællesskab, ligestilling og mangfoldighed – samtidig med at vi samler mennesker til fest og farver over hele landet, siger han.

DBU skriver yderligere i deres pressemeddelelse, at den danske regering støtter buddet med ti millioner kroner. Om opbakningen siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

- Afgivelsen af buddet er meget mere end fodbold. Det er en folkefest for hele Danmark i rød-hvide farver. En folkevandring mod stadions og storskærmsarrangementer, når vores fantastiske kvinde-landshold spiller på fyldte stadions foran resten af verden. 

- Det er et rygstød til alle de piger og drenge, som hver uge krænger fodboldtrøjen over hovedet og går på plænen med ambitioner og store drømme. Nu er det – endelig – kvindefodboldens tur til det store rampelys, og jeg er enormt stolt over, at vi med finansloven nu sætter 10 millioner kroner af til at gøre visionen til virkelighed, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Den svenske del af ansøgningen omfatter desuden Stockholm, Gøteborg og Malmø med Strawberry Arena, 3 Arena, Ullevi og Eleda Stadion som spillesteder. Hvis det dansk-svenske bud bliver en succes, så er det planen, at finalen skal spilles i Stockholm. Indtil da vil turneringen foregå i begge lande. 

UEFA's beslutning om værtskabet forventes at falde på plads i starten af december 2025.

Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce