Det danske kvindelandshold har deltaget i to VM-slutrunder i dette årstusinde.
I 2007 og ved den seneste udgave i 2023 var de rødhvide farver repræsenteret, og den 3. marts sætter Jakob Michelsens tropper jagten ind på VM i 2027 i Brasilien.
Her danner Hybel Arena Horsens rammen for Danmarks kamp mod Serbien, ligesom Italien og Sverige også er en del af gruppen.
Landstræner Jakob Michelsen drømmer om en gruppesejr, selv om Danmark er tredjeseedet i sin VM-kvalifikationsgruppe.
- Det altoverskyggende mål er VM i Brasilien. Det bliver ikke meget større. Vi skal være ambitiøse og optimistiske, men vi skal også være realistiske.
- Vi er tredjeseedet i gruppen, men vi vil rigtig gerne vinde den alligevel. Alternativt vil vi gerne slutte på anden- eller tredjepladsen, så vi får en nemmere vej til VM-playoffen, der venter til efteråret.
- Ender vi på fjerdepladsen, så skal vi ud at overraske til playoffs. Men uanset hvad skal vi jagte drømmen om VM, så længe den er mulig. Der skal helst ikke gå 16 år mellem dansk deltagelse til VM-slutrunder, hvilket var tilfældet sidst, siger Michelsen.
Kvalifikationen til kvindernes VM i 2027 er sådan skruet sammen, at holdene er inddelt i lag efter niveau - præcis som man kender det fra Nations League.
Her er Danmark en del af A-laget, hvor ingen af de 16 hold ryger ud af VM-kvalifikationen, når grupperne er spillet færdig. Gruppevinderne er direkte kvalificeret til VM-slutrunden, mens anden- og tredjepladsen går videre til playoffs.
Her møder de hold fra C-laget, mens fjerdepladsen fra A-laget skal møde hold fra B-laget i den første af to playoff-runder om en billet til VM-slutrunden.
Med andre ord kan Danmark stadig komme til VM, hvis de slutter nederst i deres kvalifikationsgruppe, men det er ikke noget, der fylder i landstrænerens tanker:
- Vi kan ikke ryge ud af VM-kvalifikationen nej, men slutter vi på fjerdepladsen, ryger vi ud af A-laget i Nations League.
- Så er man ude af det fine selskab, og vi får ikke mulighed for at kvalificere os til OL i Los Angeles i 2028. Det ville også betyde en dårligere seedning til fremtidige slutrunder. Så der er masser på spil, slår Jakob Michelsen fast.
Danmark åbner VM-kvalifikationen d. 3. marts på hjemmebane mod Serbien, inden det fire dage senere gælder Italien på udebane.


Danmark (k)































