Så har DBU fået den nye træner for kvindelandsholdet på plads.
På et pressemøde onsdag er Andrée Jeglertz nemlig blevet præsenteret, og han tiltræder efter den kommende VM-slutrunde.
Han har fået en aftale frem til sommeren 2025.
Den 51-årige svensker kommer til fra den svenske storklub Linköping FC, som på nuværende tidspunkt ligger på fjerdepladsen i Damallsvenskan med seks point op til førstepladsen.
Det er en mand med en masse succes på cv’et, som de danske kvinder kommer til at se meget til de kommende år.
Jeglertz har nemlig været med til at vinde UEFA Women’s Champions League og fire svenske mesterskaber. Han kan også prale med at have vundet prisen som årets træner i Damallsvenskan hele fem gange og årets træner i Finland i 2012.
Men han har også erfaring fra landsholdsscenen.
Jeglertz har tidligere stået i spidsen for det finske kvindelandshold, som han førte til EM i 2013. Fra 2018 til 2020 var han desuden assistenttræner for det canadiske kvindelandshold
Nu skal han så føre det danske kvindelandshold til nye højder, når han overtager tøjlerne efter VM 2023 i Australien og New Zealand.
Her vil den nuværende landstræner Lars Søndergaard takke af, efter at han har været en del af DBU siden 2018.


Danmark (k)
































