Det danske stortalent Chidozie Obi-Martin er gået målamok for Arsenals U18-mandskab.
Det er således blevet til 29 scoringer i 17 kampe i U18-ligaen i England, og mandag blev angriberen udtaget til Danmarks U17-landsholds EM-trup.
I den forbindelse har Bold talt med den danske U17-landstræner, Jesper Mikkelsen, som tidligere har besøgt Arsenal-kometen.
- Jeg har været over at besøge ham. Det var vi i januar, så det har jeg været. Ellers får jeg også video, hver gang de har spillet, så jeg har rimelig up to date i forhold til ham, fortæller U17-landstræneren.
Landstræneren har altså stort kendskab til Chido, og derfor er landstræneren også god til at sætte ord på, hvad det er, det danske stortalent kan.
- Chido har rigtig mange offensive kvaliteter, og han har en god timing i sine dybdeløb, når der er plads i bagrummet. Vi har arbejdet en del på landsholdet med ham i forhold til hans løb i feltet, når der kommer bolde ind, fordi vi gerne vil have ham til at løbe på en bestemt måde.
- Selvfølgelig har han stadig noget, han skal arbejde med, men han er fysisk langt fremme, og på den måde kan han dominere sin modstander, fordi han er så kropsstærk.
- Selv om han er en høj og ranglet spiller, skal man ikke tage fejl af ham, for han har også en god teknik, og han er virkelig dygtig til at kontrollere bolden og afslutte.
- Faktisk er han også en god dribler. Det var næsten alt, som man har brug for som fodboldspiller, men han har også en fin pakke, siger landstræneren med et grin.
Selv om Chido er i forrygende form, har der endnu ikke været snak om, at angriberen skal begynde at spille for U19-landsholdet, fortæller Jesper Mikkelsen også.
Bold har lavet et unikt indblik over nationens 25 største juveler. Læs mere her.
Vil jeg være ked af at sige
EM-slutrunden starter den 20. maj, og store talenter som Lasse Abildgaard og Noah Markmann er også blandt landstrænerens udvalgte.
Inden gruppekampene mod Østrig, Kroatien og Wales vil landstræneren ikke udråbe Chido eller andre som holdets bedste spiller.
- Jeg vil være ked af at fremhæve en som den bedste spiller. Vores styrke skal være, at man som individuel spiller kan vise sig frem, fordi vores base er god.
- Vi skal sørge for, at vores kollektiv er godt. Vi er ikke så mange mennesker, så vi skal kunne noget andet, hvis vi skal måle os med de største nationer.
- Vi har fået en gruppe af sindssygt dygtige spillere, som er vildt godt uddannet i de danske klubber, men jeg synes også, at vi har fået skabt et hold, der gør det godt sammen, siger U17-landstræneren.
Så kunne man tjene rigtig mange penge
Selv om en spiller som Chido gør det forrygende for tiden, maner Jesper Mikkelsen til besindighed, da det langt fra er givet, at han får lige så stor succes, når han skal spille førsteholdsfodbold.
- Det bliver lidt det kedelige trænersvar, men det bliver også lidt svært at svare på, hvem der kommer til at spille på den helt store scene. Man kan få en indikation til sådan et EM, men man kan først for alvor se det, når de begynder at snuse til senior-verdenen.
- Der er en gruppe af meget talentfulde spillere, som har en stor fodboldfremtid, men hvis man nu vidste, hvem det blev, vil man kunne tjene rigtig mange penge, afslutter Jesper Mikkelsen med et glimt i øjet.
U17-landstræner Jesper Mikkelsen har også sat ord forventningerne til den kommende slutrunde. Læs mere her.

EM
Danmark U17































